I dag og i morgen
af Henriette Rostrup
(Bazar)



Romanen spænder over en tidsperiode på ca. 1 år med udgangspunkt i en påsat brand i et skur ved en ejendom med fire husstande, og fortællingen følger i større eller mindre grad disse fire husstandes liv:

Den ældre, senile fru Carstensen, hvis skotøjsæske med opsparede midler ”forsvinder” i løbet af brandnatten. Det glemmer hun nu og kommer alligevel på plejehjem, så det ender med at være lidt lige meget, når det kommer til stykket.

Morten, der har fået pigen Line med hjem den pågældende nat. Line stikker af med fru Carstensens skotøjsæske, hvilket kommer til at volde hende nogle kvaler efterfølgende. Morten får en masse tæsk af en politimand, der forelsker sig i Line. Ikke så godt. Omvendt får samme politimand tæsk af Line, så der er en vis form for balance i tingene.

Marie, Jasper og deres lille datter. Parforholdet knirker, Jasper vil gerne til Frankrig, Marie dyrker udenomsægteskabelig sex og det hele ender græsseligt galt.

Monika og hendes dybt upålidelige og slibrige kæreste Allan, med hvem Monika er gravid. Det ender heller ikke særligt godt.

Faktisk er der heller ikke ret meget godt at sige om denne bog. Den er deprimerende på en ret uvedkommende måde. Hvad den egentlig er sat i verden for, er stadig ikke gået op for mig. Den er kun glimtvis underholdende – desværre vistnok ufrivilligt hver gang. Og noget decideret budskab har jeg heller ikke kunnet finde.

Personerne er generelt hverken levende eller overbevisende, på et par enkelte undtagelser nær. Jeg synes at forfatteren slipper nogenlunde om ved både Marie og Monika, der begge har lidt flere facetter og nuancer end de øvrige optrædende.

Sproget er fyldt med floskler, knudrede formuleringer (”…forældrehænder, der anspændt og forkrampet vrides rundt og rundt ved tanken om at de (hænderne???) ikke ved, hvor deres børn er”) og fortænkte metaforer (”en pulserende monolit af rædsel …”) hvilket gør bogen noget anstrengende at komme igennem. Dog er der måske håb forude i og med at forfatteren tydeligvis tænker over sin brug af sproget. Lykkes gør det ikke i denne omgang, men det er i hvert fald forsøgt.

Jeg har givet denne bog to stjerner, hvilket måske er én for meget.

Boganmeldelse af Tine Demandt