|
I den bedste mening af Tove Klackenberg Oversat af Ellen Boen (Gyldendal)
    
I den bedste mening handler om den svenske anklager Svea Lundström Duval, som er mulat og gudesmuk. Hun bliver involveret i en retssag om mordet på to små børn og prøver at finde den egentlige årsag til mordet.
Børnenes forældre er begge sociale tilfælde, og jeg vil indrømme, at man får ondt af de to små, for beskrivelsen af forholdene i hjemmet er temmelig realistiske. Desværre kan det ikke løfte bogen op på et niveau, som mange andre krimiforfattere er på.
Hvis man er til fortællinger om socialforvaltningens arbejde og svensk retspraksis, er det her lige bogen at kaste sig over, men hvis man er til krimier, der beskriver opklaringen af mordet gennem hele bogen med overraskelser og fascination, skal man nok vælge en anden bog.
Jeg havde meget svært ved at komme igennem bogen, da den ikke rigtig fangede fra starten og det først var på de sidste 50 sider, at jeg begyndte at synes, at den var spændende. Skildringen af Svea Lunström Duval er god, men hun er ikke så stor en personlighed, at hun kan løfte hele bogens handling alene, desværre.
Boganmeldelse af Camilla Hoffmeyer

|