I månens skygge
af Lian Hearn
Oversat af Karin Bodenhoff
(Gyldendal)



Efter sin fars død står Kaede nu med magten over landområderne i Shirakawa, men hun mangler stadig at gøre krav på Maruyama. Tiden er knap, for hun er ikke den eneste som ønsker at overtage Maruyama, og selvom hun er den sande arving, er der andre som mener, at de har mere ret til landet end hende.


Samtidig lever Takeo i eksil i Terayama klosteret hvor han, hen over vinteren, forsøger at samle en hær, så han endelig kan gøre krav på den arv som Otori lederne nægter ham. Hans ønske er, at drage til Hagi og straffe Otori lederne for deres del i Lord Otori Shigerus død, og skabe fred og velstand i landet - præcist som det er blevet spået. Men hvordan kan han erobre en borg som siges at være umulig at erobre, mens han samtidig har nogle af landets mest magtfulde mænd som sine fjender?

Takeo og Kaede bliver forenet, men deres ægteskab bringer ikke glæde for alle. Visse magtfulde personer ser ikke med milde øjne på, at de to elskende, er blevet forenet uden at søge tilladelse først, og de har allerede lagt andre planer for dem begge. Takeo og Kaede er stærke, men ikke uovervindelige, og da Lord Fujiwara lokker Kaede i en fælde for selv at gifte sig med hende, en handling som er godkendt at selveste kejseren, griber Takeo til våben for at redde hende - et træk som var blevet forudset - og han står ansigt til ansigt med et af sine største nederlag.

Samtidig må han kæmpe mod stammen som stadig ønsker at se ham død. Men der er kommet splid imellem familierne, og ikke alle ønsker at følge den stærkeste familie, Kikutaerne, i deres togt efter hævn over Takeos ulydighed. Nogle går endda så langt som til at overveje en alliance med Takeo og støtte ham i hans togt efter hævn. De kan se fordele i Takeos overtagelse af landet og den fred og de mere stabile forhold det kunne bringe med sig. Men hvad er stærkest; det ældgamle sammenhold, som så mange har ofret sig for i generationer, for at stammen kan forblive forenet, eller de følelser af retfærdighed der er begyndt at røre på sig blandt medlemmerne? Og kan Takeo klare sig uden stammens hjælp?

Oprindeligt var I månens skygge sidste del af trilogien Otoriklanens fortællinger, men nu er serien blevet udvidet med endnu to bøger, Tempelfuglens fjer og Sværdets stemme. Bogen er nu nummer tre i serien og den er mindst lige så god som de to foregående. Handlingen er stadig til tider lige så tragisk eller lige så lykkelig som i de to andre bøger, og man ser de to unge mennesker, Kaede og Takeo, begynde for alvor at blive voksne. Deres ansvar bliver større og samtidig bliver de sat for de hårdeste prøver de endnu har været igennem. Handlingen er stadig lige brutal og man føler virkelig med bogens hovedpersoner.

Bogen afslutter meget godt størstedelen af de problemstillinger som er blevet opsat, og der er nogle meget interessante drejninger i historien som betyder, at man sidder og læser som en besat til langt ud på natten. Forfatteren formår virkelig at overraske sin læser og han sætter sine hovedpersoner igennem noget af de mest forfærdelige man kunne forestille sig.

Alt i alt, endnu en suveræn bog skrevet af Lian Hearn.

Boganmeldelse af Michelle Revsbech