|
I seng med Google af Jon Smith Oversat af Annette Rosenberg (Gyldendal)
    
”…Google venter bare på at give nogle uartige websteder smæk”
Enhver som arbejder med hjemmesider kender til vigtigheden af at være på god fod med Google, og enhver som ønsker at optræde med en god placering på Googles søgemaskine, ønsker at mestre SEO til fulde.
I I seng med Google præsenterer bogens forfatter, der har en fortid som online legetøjsforhandler og i dag har gjort SEO til sin levevej, 52 veje til en forbedret placering på Google. I bogen gennemgår han de simple og mest elementære tricks, så som vigtigheden af indadgående links, vi hører om mere specifikke tricks, som hvordan du optimerer dine metatags, og så er der de tricks som i første omgang virker som petitesser uden særlig betydning, men som i det samlede billede kan være årsagen til at du ligger på side 17 i stedet for på side 1.
Sproget er virkelig godt. Tonen er holdt helt nede på jorden så både SEO eksperten og den nyslåede hjemmesiderejer kan være med, og visse steder skinner forfatterens humor endda igennem, og man kan ikke lade være med at grine af det (tragi)komiske i at så stor en del af det globale online erhvervsliv gør så store kunstner for at behage Google, som jo i bund og grund blot er en virksomhed som alle andre, om end en virkelig veldrevet en af slagsen.
Bogens faglige indhold er højt og det er et utrolig stort plus at et stof, som hurtigt kan gå hen og blive langhåret, er holdt i så let et sprog som tilfældet er.
Endnu et stort plus er, at hver af de 52 tips er forklaret så kort og præcist, at de kun fylder 3-4 sider, og at hvert tip afsluttes med en boks som indeholder en idé til forbedring af din hjemmeside, med base i det stof som netop er gennemgået. Strukturen er altså rigtig god.
Rent layoutmæssigt skal der dog lyde et dybt suk, for selvom de fleste der køber denne bog nok gør det for det faglige indholds skyld, så gør det jo ikke noget at layoutet også spiller optimalt.
Jeg kunne godt have tænkt mig at bogen var blevet trykt i farver frem for i sort/hvid. Den indeholder et væld af virkelig lækre billeder, som i farver ville have hevet læseoplevelsen betydeligt op, men som man, fordi de er i sort/hvid, slet ikke lægger mærke til. En stor skam, for de er et langt stykke hen ad vejen både relevante, smukke og humoristiske.
Der er også et enkelt oversætningsmæssigt kiks, som dog desværre optræder så kritisk et sted som på bogens cover, hvor ordet ”søgeoptimering” fremgår i subtitlen. For at gøre forvirringen total er der på side 3 et billede af bogens cover- dog ikke det samme cover og nu med en anden subtitel. Her bruges ordet ”søgeteknik” i stedet.
På side 4 fremgår en boks med overskriften ”Pas nu på”, men det er ikke umiddelbart indlysende hvem afsenderen af denne tekst er. Er det forfatteren, forlaget eller måske Google?
På trods af de layoutmæssige fejl og mangler, er det faglige indhold i I seng med Google dog så godt, at bogen får fire stjerner, og havde bogen været trykt i farver ville den have fået fem.
Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe

|