Intet sted, intet
af Christa Wolf
Oversat af Niels Brunse
(Vandkunsten)



Den ydre handling er sparsom. Forfatteren Kleist er inviteret til et selskab som vedhæng til sin læge, hos hvem han bor under behandlingen for sin mentale lidelse, et selskab hvor han ingen kender og som han egentlig ikke lyst til at deltage i. Synsvinklen er dels Kleists, dels den kvindelige modparts – følelsesmæssigt, intellektuelt og sprogligt. Man drikker te, konverserer og sidst på eftermiddagen spadseres der langs Rhinen.

Under selskabeligheden nærmer de to forfattere sig langsomt hinanden, kulminerende i en samtale under spadsereturen.

Og det var så den historie. Romanens egentlige tyngdepunkt ligger selvfølgelig ikke i handlingen, men i hovedpersonernes tanker og i dialogen. Og det er ret vægtigt stof, f.eks. modsætningen mellem Fornuft/Videnskab/Rationalisme på den ene side og Følelse/Ånd/Kunst på den anden. Og konformitet vs. originalitet.

Det er ikke en bog, man læser for at blive underholdt af dens hæsblæsende handling. Den kræver meget af sin læser, blandt andet eftertænksomhed, fordybelse og tålmodighed. Den giver til gengæld en poetisk, sine steder drømmeagtig oplevelse, og tolkning af vilkårene for de mennesker – digtere eller ej – der ikke lige passer 100% ind i den herskende tidsånd. Og hvem gør ret beset det?

Grafikken er et kapitel for sig. De første ca. 25 sider er udelukkende grafik – en medrivende lag-på-lag, halvvejs transparent billedbog, der giver en illusion af flere virkeligheder, der skimtes bag hinanden, eller måske flere tidsaldre, der spøgelsesagtigt blandes.

Alt taget i betragtning en fin lille bog til situationer, hvor man går efter andet end blot mainstream underholdning.

Boganmeldelse af Tine Demandt