|
Jeg dræber af Giorgio Faletti Oversat af Jytte Lollesgaard Indlæst af Peter Bøttger Spilletid: 1476 min. (Lytteratur.com)
    
Formel 1 er kommet til Monaco og i Monte Carlos gader vrimler det med berømtheder, turister og Monte Carlos egne indbyggere. Om dagen nyder de Monte Carlos luksuriøse omgivelser og om aftenen lytter de til den hippe lokale radiostation, hvor radiostjernen Jean-Loup virker som trækplaster på lyttere som ringer ind til programmet.
En aften ringer en lytter, som skal vise sig at ændre luksustilværelsen i Monte Carlo til et sandt mareridt. Med ordene "jeg dræber" sætter lytteren en skræk i livet på radioværten, hans kolleger og hele den lyttende skare, og det varer under et døgn før det skal vise sig, at manden som ringede til programmet, har sat handling bag sine ord.
Politiet sættes på sagen, men inden længe har radioværten atter den ukendte lytter i røret. Berømtheder som befinder sig i Monte Carlo begynder at frygte for deres liv, for det er nemlig blandt dem morderen finder sine ofre.
Hvem er denne nådesløse morder, som ikke blot nøjes med at slå sine ofre ihjel, men også skræller deres ansigt af og tager det med sig som souvenir?
Den lokale kriminalkommissær Nicolas og FBI-agenten Frank sættes på sagen, men det skal hurtigt vise sig, at de ikke er de eneste som har interesse i at finde frem til morderen.
Jeg dræber er en krimi med et godt og samtidig makabert plot, masser af blod og endnu mere spænding. Bogen, som er 650 sider lang, varer 24 timer på lydbog og forekom mig, trods den gode historie, flere steder en anelse langtrukken med for mange sidehistorier, som man med fordel nok kunne have været foruden.
Jeg dræber er indlæst af Peter Bøttger, som klarer det fint. Jeg skulle lige vende mig til den noget letsindige stemning som med stemmeføringen bliver pålagt bogens personer, der trods alt befinder sig i en temmelig alvorlig situation, men efter den første time eller to lagde jeg ikke længere så meget mærke til det. En mere alvorlig og dramatisk oplæsning ville dog helt sikkert have styrket bogen og løftet dens "karakter" op på fire stjerner.
Lydbogsanmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe
|