Jeg dræber
af Giorgio Faletti

FØRSTE KARNEVAL

Manden er én og ingen.
Han har i årevis båret sit ansigt klæbet til hovedet og sin skygge hægtet til fødderne uden at han endnu har fundet ud af hvad der er tungest at bære. En gang imellem føler han en ubændig trang til at flå begge dele af, hænge dem op på et søm og bare blive siddende på jorden som en marionet en barmhjertig hånd har klippet snorene af.





Undertiden slører belastningen alt og levner ikke mulighed for at se at den eneste måde at følge sin fornuft er at give sig vanviddet i vold. Overalt omkring ham halser ansigter og skygger og stemmer af sted, folk som ikke stiller sig spørgsmål, men passivt affinder sig med et liv uden svar på tilværelsens ørkesløse eller smertefulde rejse og nøjes med at sende et tåbeligt postkort i ny og næ. Der er musik hvor han er, der er kroppe i bevægelse, munde der smiler, en summen af stemmer, og han sidder midt i det hele som én mere at kaste blikket på for hvem der måtte sidde og se også det fotografi
udviskes dag for dag.
Manden sidder lænet op ad en søjle og tænker ved sig selv at de er lige nytteløse alle sammen.
Lige over for ham, nede i den anden ende af lokalet ved et bord langs det store glasparti ud mod haven, sidder to mennesker ved siden af hinanden: en mand og en kvinde.
Kvinden er æterisk og blid som melankoli i det sene eftermiddagslys. Hendes hår er sort, og øjnene grønne og så store og strålende at manden kan se dem helt oppe fra søjlen hvor han sidder. Hendes ledsager har ikke øje for andet end hende og sidder og taler med
munden tæt ved hendes øre for at blive hørt i musiklarmen. De holder hinanden i hånden, og kvinden kaster hver gang hendes ledsager siger noget, nakken tilbage eller borer ansigtet ind i hans skulder og ler.
Hun har for lidt siden, efter måske ubevidst at have mærket den ukendte mands øjne på sig, drejet hovedet som for at søge årsagen til et vagt ubehag. Deres blikke har mødtes et kort nu, men hendes er gledet hen over hans ansigt med samme ligegyldighed som hun viser omverdenen som helhed, for straks igen at skænke sine øjnes mirakel til den mand hun er sammen med, som lige så uimodtagelig for alt hvad der ikke har med hende at gøre omgående har druknet sit blik i hendes.
De er unge, smukke og lykkelige.
Manden ved søjlen tænker at de snart vil dø.

Læs mere om bogen på www.bazarforlag.dk


Læs også boganmeldelsen af denne bog her på siden