Jeg og Kaminski
af Daniel Kehlmann
Oversat af Birgitte Grundtvig
Indlæst af Niels Skousen
Spilletid: 600 min.
(Per Kofod)



En knarvorn, latterligt opblæst og påtrængende kunstskribent, Sebastian Zöllner, drager til en fjern bjerglandsby for at indsamle informationer til en biografi om maleren Kaminski, der ældet og blind bor sammen med sin midaldrende datter.

Zöllner, romanens fortæller, fremstilles som en sjældent usympatisk ung mand, holdningsløs, nassende og selvovervurderende – og frygteligt usikker.

Han får snydt, bestukket og lokket sig til at få den gamle Kaminski med ud på en tomandsudflugt for at opsøge Kaminskis ungdomskæreste, som han i mange år har troet var død.

Kaminski er, trods fysisk sygdom og høj alder, en viljestærk og beslutsom person, der forstår i mindst lige så høj grad som Zöllner at sætte sin vilje igennem, om nødvendigt med lige så ufine midler.

Deres rejse sammen får i stigende grad karakter af en fælles springtur og det kommer til at stå skærende klart at det ikke - som han ellers selv troede - er Zöllner, der sætter dagsordenen.

Romanen er en fin lille karakterskildring, først og fremmest af den prætentiøse charlatan Zöllner og den udvikling han gennemgår som følge af at komme i kløerne på Kaminski. Om end karikeret skildres han - usympatisk som han er - ikke desto mindre med en høj grad af ironisk sympati. Faktisk ender man med næsten at synes om den person, han forhåbentlig ender med at blive.

Til gengæld ville jeg nok foretrække en roman af denne type som ”almindelig bog”, hvor man selv kan styre sit læsetempo, gentage afsnit og bladre tilbage om nødvendigt. Nogle af afsnittene er faktisk for komplicerede til at fungere rigtig godt som lydbog.

Oplæsningen er god. Niels Skousen er en ”ældre herre” og det høres på hans stemme, der ligger rigtig godt for Kaminski. Knap så godt for den yngre Zöllner, men man kan jo ikke få det hele. På negativsiden er der i bogens første kapitler en del baggrundsstøj, som er stærkt generende. Filerne er dertil meget lange, hvilket giver en masse spolen frem og tilbage, hvis man bliver nødt til at afbryde midt i et kapitel. Ret upraktisk.

Ud fra en helhedsvurdering ender jeg på to stjerner, men ville givetvis have vurderet ”papirromanen” højere.

Lydbogsanmeldelse af Tine Demandt