|
Julefryd af Rie Elise Larsen (Jyllands Postens Forlag)
    
Julefryd er en julebog for både store og små, som kan lide at fejre den søde juletid med hjemmelavet julepynt og dejligt julehjemmebag.
Juleklip behøver ikke at være så avanceret, at børnene ikke kan være med, og netop børnenes glæde ved at kunne deltage i juleforberedelserne, synes at være i fokus i denne skønne bog. Små juledigte og charmerende billeder bidrager til julestemningen og der er helt tydeligt lagt op til klippe klistre-dag i afslappet stil, hvor børnene kan nyde glimmer, glitter, lim, pap og blonder mens mor bager lækre vaniljekranse, kanelsnegle, julekringler og laver gløgg.
Bogen indeholder, udover opskrifter på lækkert julebag og gode idéer til julepynt, også små historier om hvorfor hjerter forbindes med julen, bud på hvor julemanden bor, hvad den hellige nat er, historien bag det forskellige traditionelle julepynt og om juletræets oprindelse.
Denne bog vil helt sikkert blive brugt igen år efter år i vores hjem og skal der holdes julehygge i stor stil, så vil den med garanti blive inspirationskilde til juleudfoldelserne. Dog har jeg opgivet at bakse mere med "Jyttes makronkager", som - uanset hvor megen umage jeg gør mig - nægter at blive som i bogen. Måske har du bedre held end jeg...
Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe

|