Kiss af Jill Mansell (Headline Review)
    
Izzy lever livet fuldt ud. Hun har to kærester, og dem har hun haft i et par år. Det fungerer fint for hende, og hendes datter Katerina hjælper hende med at holde styr på alle detaljerne. Katerina er slet ikke interesseret i mænd, hun er mere interesseret i sin skole. Mor og datter kunne ikke være mere forskellige.
En aften hvor Izzy er på vej hjem fra et job på sin motorcykel, bliver hun kørt ned af Gina.
Gina er lige blevet forladt af sin mand, da hans elskerinde er gravid. Gina er på randen af et nervesammenbrud, og det bliver ikke bedre, da hun kører Izzy ned. Izzy ender på hospitalet med et brækket ben, og da hun ikke kan tjene penge, bliver hun og Katerina smidt ud af deres lejlighed. Nu er gode råd dyre.
Gina, der har haft besøg af Katerina, tager op på hospitalet og tilbyder Izzy og Katerina, at de kan bo hos hende i hendes hus i Kensington. I starten virker det som den dårligste ide, Gina nogensinde har fået, men lidt efter lidt vænner de sig alle til situationen.
Ginas ven Sam kommer til London efter mange år i USA, og Izzy begynder straks at flirte. Gina beder hende om ikke at have noget med Sam at gøre, og Izzy lover Gina at holde sig fra ham. Hvad Izzy ikke ved, er at det skal blive et af de sværeste løfter for hende at holde. Samtidig får Katerina rodet sig ud i problemer, der ender med at have konsekvenser for alle dem, der bor i huset.
Igen en perfekt skrevet historie fra Jill Mansell. Selv om der sker meget i denne bog, synes jeg ikke, det er svært at holde rede på alle personerne. Historien er gribende, og man føler virkelig med både Izzy, Katerina og Gina. En rigtig god bog.
Boganmeldelse af Camilla Hoffmeyer

|