top
logo

Login




Home

Krigeren – K.B. Martinsen, officer og landsforræder Udskriv Email

Krigeren – K.B. Martinsen, officer og landsforræder
af Frank Bøgh
(Documentas)




Forlaget documentas har udgivet Frank Bøghs biografi af den danske karriereofficer K.B. Martinsen, der via Frikorps Danmark og Schalburgkorpset endte foran en dansk henrettelsespeloton i 1949.

Frank Bøgh beskriver Martinsens barne- og ungdomsår som søn af lidt særprægede småborgere i en sjællandsk provinsby, hans personlige indsats for at få en højere uddannelse, samt hans karriere i den danske hær, hvor han sandsynligvis kunne have bragt det vidt.

I forbindelse med besættelsen af Danmark kammede Martinsens lede ved de demokratiske partier imidlertid over, og han meldte sig i juni 1940 ind i det danske nazistparti.

Hans åbenlyse agitation for DNSAP i fuld uniform bragte ham i miskredit hos den danske hærledelse, og hans karriere gik i stå. Martinsen meldte sig derefter til tjeneste i det tyske Waffen-SS, hvor han indledningsvis kom til den berygtede 1. SS-brigade. Ved opstillingen af Frikorps Danmark forsattes han til denne enhed, hvor han startede som kompagnichef og endte som korpsets sidste chef.

Martinsen kastede sig derefter over dannelsen og ledelsen af Schalburgkorpset, der imidlertid snart fik præg af et korps af gangstere og terrorister i tysk tjeneste.

Sideløbende havde Martinsen på forskellig vis lagt sig ud med den tyske ledelse i Danmark, og i efteråret 1944 måtte han lide den tort at blive fængslet af sine hidtidige våbenfæller i Tyskland.

I marts 1945 lykkedes det ham imidlertid at undslippe til Danmark, hvor han holdt lav profil, og hvor modstandsbevægelsen uden dramatik kunne arrestere ham den 5. maj.

Frank Bøgh beskriver herefter retssagen mod Martinsen og hans henrettelse i 1949.

Krigeren falder i tråd med den om- og nyskrivning af besættelsestidens historie, som har fundet sted de senere år. Emnemæssigt falder den på et historisk set tørt sted, da K.B. Martinsens liv og person (mig bekendt) hidtil kun har været beskrevet i store træk – hvilket kan overraske, i betragtning af hans fremtrædende stilling som dansk nazist og i tysk tjeneste.

Frank Bøgh kommer godt rundt i de biografiske fakta – Martinsens opvækst og karriere, hans forskellige funktioner i tysk tjeneste o.s.v. – men han kommer ikke rigtig ind til mennesket Martinsen. Forsøgene på at beskrive Martinsens psyke strander tidligt, og slutter med de åbenlyse konstateringer: At Martinsen var enøjet og principfast ud i det absurde, at han havde ambitioner, men manglede situationsfornemmelse, og at han forråedes af krigstjenesten.

Forholdet kan måske skyldes manglende kildemateriale, og i så fald er Frank Bøgh naturligvis undskyldt.

Man kunne imidlertid godt ønske sig, at Frank Bøgh havde beskæftiget sig lidt mere med nogle af de forhold, der ikke passer ind i billedet af Martinsen som en snorlige officerstype med høje idealer.

F.eks. nævnes det flere gange, at K.B. Martinsen drak voldsomt, deltog i veritable drukorgier med sine officerskammerater og i øvrigt lagde an på deres koner. Sidstnævnte var i hvert fald ikke i overensstemmelse med datidens officersnormer i hverken Danmark eller Tyskland, så det kalder på en nærmere forklaring og uddybning. Ud ad samme tangent kunne man ønske lidt mere viden om Martinsens ægteskab, dets forlis og genoptagelse. Endelig kunne Martinsens religiøse interesse under fængselsopholdet i Danmark måske fortjene lidt mere opmærksomhed.

Den væsentligste anke mod bogen må imidlertid være, at Frank Bøgh lader sig forlede til at bruge 86 af bogens 284 tekstsider til at bringe beretninger om Frikorps Danmarks indsættelse på Østfronten. I form og indhold ligner de til forveksling de beretninger, som tidligere er bragt i Erik Haaests bøger fra 1970’erne og bogen Under Hagekors og Dannebrog. Både tekst og illustrationer er desværre uden relevans for K.B. Martinsen udover, at han også var en del af frikorpset. Man kan også spørge, hvad illustrationer som ”Tysk officer fra 8. jægerdivision” eller ”Tysk soldat fra 501. infanteriregiment” overhovedet har med sagen at gøre?

En grundigere korrekturlæsning havde heller ikke været af vejen.

Alt i alt: En O.K. sammenstilling af de biografiske fakta om K.B. Martinsens liv og levned, men med rum for en langt mere nuanceret analyse af hans personlighed. Og spring bare siderne 63 til 147 over, hvis det er K.B. Martinsen, du vil vide noget om!

Boganmeldelse af Ole Klaumann




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/