top
logo

Login




Home

Kun i Horsens var han hjemme Udskriv Email

Kun i Horsens var han hjemme
af Martin Petersen
(Hovedland)



Anton Hansen (1884 – 1966) fødes uden for ægteskab, og han sættes snart i pleje uden for hjemmet. Som 15-årig kommer han i lære som smed, men begynder snart at supplere den beskedne lærlingeløn med udbyttet af indbrud. I 1902 foretager han et usædvanlig amatøragtigt forsøg på afpresning af en lokal tømmerhandler, pågribes, og idømmes sin første straf – 1½ år i forbedringshuset.


Derefter går det ind og ud af fængslet. I 1912 emigrerer Anton til USA for at starte på en frisk, men ender igen i kriminalitet, ryger i amerikansk fængsel i 1 år og udvises til Danmark.

Her kulminerer hans karriere som indbrudstyv foreløbigt i 1918, hvor han idømmes 12 års tugthus for at have dræbt en forfølgende betjent efter et indbrudsforsøg. Løsladt før tiden emigrerer han i 1927 til Canada, hvor han – igen-igen - pågribes og dømmes, og i 1929 er han atter i Danmark. Og sådan fortsætter det, indtil han i 1956 løslades for sidste gang for at leve resten af sit liv på ”aldersrente”.

Det lyder måske ret ensformigt, men Martin Petersen har forstået at skrue et afdæmpet og læseværdigt portræt sammen af Anton og hans tid – bl.a. baseret på en korrespondance mellem Anton og Martin Petersens bedstemor, der fattede sympati for Anton Hansen, skønt hun oprindeligt var offer for et af hans indbrud.

Alt i alt er der kommet en ”sød” og medmenneskelig lille historie ud af Antons ynkværdige liv. På bogens omslag står et anmeldercitat fra Randers Amts Avis: ”En forrygende biografisk roman”. Det er mildest talt at tage munden rigeligt fuld, men man kan sagtens tilbringe et par timer sammen med Martin Petersens bog og føle sig vel underholdt.

Boganmeldelse af Ole Klaumann




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/