Kvinden i hvidt
af Wilkie Collins
Oversat af Christiane Rohde
(Tiderne Skifter)



Heden havde været ualmindelig og trykkende hele dagen og det var nu en varm og lummer nat. Walter Hartright var nået til et særligt sted på sin vandring hvor fire veje mødtes, da hver en dråbe blod stivnede i hans krop.

En kvinde hyldet fra hoved til fod i en hvid forklædning lagde hånden på hans skulder og spurgte om det var vejen til London. Hun var bange og oprevet. Han ledsager hende ind til byen hvor hun forsvinder i en droske. Hvad slags kvinde var hun, der spadserede alene på landevejen en time efter midnat?

Walter bliver ansat som tegnelærer på godset Limmeridge, hvor han skal undervise de to unge frøkener Marian og Laura. Marian besidder al yndens, viddets og den kultiverede fuldkommenhed. Laura er hele skønhedens og blidhedens og den simple sandheds fortryllelse, som kunne forædle og betvinge en mands hjerte.

Laura (der til forveksling ligner kvinden i hvidt) og Walter forelsker sig i hinanden, uden at de kan tale om eller vise deres følelser. Laura er trolovet og skal giftes med den irritable Sir Percival, som har skumle bagtanker. Det er pligtægteskab der bygger på æresord, ikke på kærlighed.

Walter opdager at der er en forbindelse mellem de to unge kvinder og kvinden i hvidt. Dramatikken tager til og Walter sætter sig for at finde ud af de mystiske hændelser, og hovedpersonerne må gå så gruelig meget igennem før retfærdigheden sejrer.

Kvinden i hvidt er et mega værk på 600 tætskrevne sider, sproget er svært tilgængeligt, hvilket lidt spolerede læsefornøjelsen for mig.

Jeg må indrømme, at jeg var ved at lægge den fra mig mange gange og aldrig har jeg været så længe om at læse en bog. Men er man til det gamle sprog er den bestemt læseværdig.

Boganmeldelse af Kirsten Høier