Lea
af Pascal Mercier
Oversat af Mona Hvass
(Tiderne Skifter)

En schweizisk pensioneret kirurg kører rundt i Sydfrankrig efter et mislykket besøg hos sin voksne datter. Som årsag til hans tidlige pensionering antydes en katastrofe, der omfatter et trafikuheld med en dreng som offer, efterfølgende angstanfald og måske en operation, der er gået galt. Han møder Martijn van Vliet fra Bern, og de bliver enige om at køre sammen tilbage i dennes bil. Undervejs fortæller van Vliet sin historie til den fremmede.

Hans kone døde af kræft, da deres datter var 7-8 år gammel. Han føler sig ganske uegnet til at påtage sig ansvaret for et andet menneske, da han efterlades alene med datteren Lea. Hun viser sig at have et stort talent for violinspil og van Vliet bakker hende op hele vejen igennem, selvom han mere end aner at hendes drivkraft måske snarere er higen efter kærlighed end lidenskab til musikken og hang til selvudfoldelse. Lea er passioneret i sin musikudøvelse, passioneret i sine forhold til sine lærere og ubønhørlig i sine krav til sig selv. Men hendes skrøbelige sind krakelerer under presset – som hun først og sidst påfører sig selv – og bryder endeligt sammen da Lea er på tærsklen til at blive voksen. I et desperat, men muligvis misforstået forsøg på at hjælpe sin sarte datter og endegyldigt bevidne hende sin kærlighed, gør van Vliet sig skyldig i underslæb mod sin arbejdsplads for at kunne skaffe hende en sjælden violin med en udsøgt klang. Og det ender naturligvis forfærdeligt galt alt sammen.

De to mænd, kirurgen og Martijn van Vliet, har vældig mange fællestræk. De er ensomme, har ingen tætte menneskelige relationer og er begge ramt af personlige katastrofer i en nær fortid. Faktisk er der så mange lighedspunkter mellem de to skikkelser at det får karakter af dobbeltkonfekt. Kirurgen bidrager med kommentarer og tolkninger, hvilket er helt fint og tilfører fortællingen en vigtig dimension, men hans egen biografi forekommer lidt overflødig. 

Romanen skildrer på fremragende vis mennesket i mental opløsning og psykisk tumlen mod afgrunden. Den beskriver i detaljer Leas sammenbrud set med hendes fars øjne filtreret gennem hans magtesløse kærlighed til hende. Hans egen fremadskridende opløsning i angst og desperation, hans forræderi og hans selvdestruktive adfærd skildres dels med hans egen stemme, dels gennem fortællerens observationer og kommentarer.  Og fortællerens egne lig i lasten antydes glimtvis i hans egen fortælling. Bedrag, både selvbedrag, mellemmenneskeligt og i form af van Vliets underslæb, og det menneskelige sinds evne til at retouchere sig frem til en antagelig selvopfattelse er væsentlige temaer.  Deri har denne roman meget tilfælles med Perlmanns fortielser af samme forfatter. Og som et gennemgående tema ligger kærlighedens magtesløshed som et grundvilkår mennesker imellem.

Det er en roman, der tager fat om tunge menneskelige emner. Det er hverken optimistisk eller munter læsning og den kunne måske frastøde en og anden ved sin udpenslede skildring af mennesker på uafvendelig katastrofekurs. Til gengæld er den enestående i sin stræben efter sproglig præcision, om end lidt omstændelig og tung i det. Der er ingen smarte bemærkninger eller morsomme one-liners at finde.

Jeg blev selv meget grebet af denne relativt korte roman (som forfatteren selv betegner som en novelle) og kan anbefale den til tænksomme stunder.

Boganmeldelse af Tine Demandt