Ludmilas gebrokne engelsk
af D. B. C. Pierre
Oversat af Jan Hansen
(Hr. Ferdinand)



To enæggede, sammenvoksede tvillinger har tilbragt deres barndom og ungdom på en institution og bliver først som voksne fysisk skilt ad. I den hellige privatisering og liberaliserings navn forsøges de udsluset til et nusset klubværelse.



De to meget forskellige personligheder, som så at sige stadig er åndeligt sammenvoksede, stritter i hver sin retning. Blair lader sig besnære af superliberalismens spektrum af ubegrænsede muligheder og er i øvrigt kun opsat på én ting her i livet: At score en dame, koste hvad det koste vil. Gordon, kaldet Bunny, er den forsigtige tvilling, let skræmt, og i besiddelse af en noget højere moral end sin fysisk stærkere bror.

Samtidig, i en tidligere sovjetisk randstat, nu i borgerkrig og/eller grænsekrig, starter en række af begivenheder med at Ludmila, titelpersonen, slår sin fordrukne bedstefar ihjel ved at kvæle ham i en ulden vante mens han for gud ved hvilken gang er i færd med at voldtage hende. Ludmilas familie er stor, fattig og ret hårdkogt, og som en sidste udvej for at skaffe penge til storfamiliens forsørgelse – nu hvor bedstefars pension må forventes at ophøre – ender Ludmila med familiens traktor i den lokale storby, hvor hun sælger dels sælger traktoren, dels lader sig registrere i en database, hvor velhavende vestlige mænd kan finde sig en eftergivende og villig kvinde.

Hun bliver fundet af Blair, som sammen med sin tvilling tiltræder rejsen østpå.

Ludmilas gebrokne engelsk er en meget ambitiøs roman. Man må lade forfatteren, at han virkelig har noget på hjerte. Om politik, ”tidsånden”, mellemmenneskelige forhold osv. Handlingen er meget original, stærkt overdrevet og skuet sammen med en veludviklet sans for sort humor. Efter min mening får den dog mere end den kan bære og kører sine barokke indfald for meget ud i absurditeter, så meget at sammenhængen synes at svigte.

Romanens helt store svaghed er forfatterens udtryksform. Den er sjældent fortænkt og knudret, især fordi den benytter sig af lange serier af metaforer og symboler, som er mildt sagt søgte (og så har jeg ikke sagt for meget). Et enkelt eksempel fra side 17 nederst: ”Men i den aura, der vides at hæve sig fra uhyggelige skift i et menneskes held og omslynge deres gasser med arabesker som hylene fra en armensk klarinet, burde hun have kunnet mærke, at problemernes seng allerede stod opredt”. Det gør bogen så anstrengende at læse, ja direkte irriterende, at den højst kan kvalificere sig til to stjerner.

Boganmeldelse af Tine Demandt