Madame Terror
af Jan Guillou
Oversat af Anders Johansen
(Modtryk)



I sin seneste bog trækker Jan Guillou sin gamle helt Carl Gustaf Hamilton ud af førtidspensionen for at gøre ham til chef for den palæstinensiske flåde.





Udstyret med en russisk/palæstinensisk superubåd sætter han ud på en mission, der kort fortalt skal sikre Gaza et suverænt territorium. Som led i missionen udsletter han – naturligvis efter behørig, men overhørt advarsel – den israelske flåde i dens baser, alt imens han driver gæk med den amerikanske flåde, den siddende amerikanske administration og dens allierede for at udstille deres politik overfor den arabiske verden i almindelighed, og palæstinenserne i særdeleshed.

Lyder det lidt for fantasifuldt? Det er det også.

Der er gået James Bond i det, men desværre uden den ironiske distance, der prægede de bedste Bond-film. Faktisk er Carl Hamilton periodevis kvalmende i sin svenske selvgodhed og korrekthed.

Guillou trækker i bogen på et gammelkendt persongalleri fra Coq Rouge-bøgerne, og supplerer det ubeskedent med aktuelle magthavere som præsidenterne Putin og Bush, Dick Cheney, Donald Rumsfeld (godt, at bogen udkom før midtvejsvalget!) og Condoleeza Rice m.fl. Desværre er persontegningerne ofte lidt vulgærpopulært overfladiske og nærmest fordomsfulde, så chancen for at fortælle noget vedkommende om eller få nye vinkler på disse internationale aktører forspildes.

Som knaldroman er Madame Terror okay underholdning, men ikke noget stort eller vildt originalt. Undertiden får man f.eks. en følelse af, at Guillou har haft fingrene dybt nede i Patrick Robinsons bestsellere Nimitz Class og Seawolf hvad angår dele af u-bådsplottet.

Hvis Guillous hensigt med bogen har været politisk analyse for at bibringe læseren ny indsigt, har den floppet.

Faktisk sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Guillou er faldet for fristelsen til at springe over, hvor gærdet er meget lavt: Ved et opkog af gamle ingredienser, isprængt nutidige magthavere og konflikter, og garneret med nutidens catch-all frase ”terror” har han uden at anstrenge sig bragt sit navn i fokus, utvivlsomt fået forstærket bankkontoen og samtidig luftet sine egne (i forvejen velkendte) synspunkter.

Jeg håber derfor, at viceadmiral Hamilton og konsorter får lov til at hvile på laurbærrene, indtil Jan Guillou igen måtte have noget originalt at bidrage med.

Boganmeldelse af Ole Klaumann