Middagsfruen
af Julia Franck
Oversat af Aino Roscher
(Athene)



Romanen foregår i perioden fra lige før første verdenskrig til ca. midt i 1950’erne. Hovedpersonen Helene er yngste datter af en kultiveret bogtrykker og hans højt elskede, men sindssyge kone af jødisk afstamning. Moderen har afvist Helene fra hun var spæd, hendes far og søster er de primære holdepunkter i hendes liv. Faderen bliver såret under krigen og dør kort tid efter sin hjemkomst.

De to døtre uddanner sig begge til sygeplejersker og kæmper en fælles kamp for at holde hjemmet (og moderen) kørende.

I 20’erne flytter de to søstre til deres velhavende tante i Berlin, hvor de bliver en del af de frisindede og noget dekadente kredse, som tanten og hendes skiftende elskere færdes i. Helenes søster danner nu åbenlyst fast par med sin ungdoms veninde, mens Helene selv møder sit livs kærlighed, den unge Carl af god, borgerlig familie. Hun forlover sig med ham, flytter reelt ind hos ham og står lige for den obligatoriske introduktion til forældrene, da han omkommer ved et trafikuheld.

Helene går totalt i sort, livet mister stort set enhver tiltrækning for hende og hun lever glædesløst og mekanisk videre, fylder sin tid med arbejde og trækker sig fra menneskelig kontakt. Gifter sig dog med Wilhelm, en bornert og følelsesmæssig indskrænket ingeniør, som på trods af sin modvilje mod hendes jødiske afstamning udstyrer hende med et sæt falske papirer og en ny identitet, der passer ham bedre end hendes oprindelige. For dernæst at støde hende fra sig, da han på bryllupsnatten opdager at hun ikke er jomfru. De lever i et kærlighedsløst og glædesløst, delvis voldeligt ægteskab, der langsomt går i opløsning, men når dog at avle fællesbarnet Peter inden Wilhelm mere eller mindre forsvinder fra samlivet. I løbet af anden verdenskrig blive situationen i stigende grad uholdbar, og i krigen sidste dage flygter Helene med Peter til Berlin. Under flugten efterlader hun med fuldt overlæg sin lille søn på en banegård, ud fra en smertefuld erkendelse af at hun ikke længere har noget at byde ham.

Julia Franck roman har med denne roman vundet den tyske bogpris ”Deutscher Buchpreis” i 2007 og det må være fuldt fortjent. Det er en velskrevet og fængslende roman, som med overbevisende psykologisk indsigt beskriver sine karakterers oplevelser og følelser. Samtidig lægger den sig smukt i forlængelse af andre (tysksprogede) romaner, der ud fra ”familiens” synsvinkel behandler Tysklands historie i det 20. århundredes første halvdel. Men det er først og fremmest en roman, som man læser med begejstring og indlevelse. Emnet og handlingen er barsk, rigtigt barsk endda, men læseren efterlades trods alt ikke i nedtrykthed, snarere med beundring for den menneskelige evne til at overleve og leve videre med de mest forfærdelige ulykker i bagagen. Sprogligt er den en sand fornøjelse og dertil fortrinligt oversat.

Boganmeldelse af Tine Demandt