|
Mit venskab med Jesus Kristus |
|
|
|
Mit venskab med Jesus Kristus af Lars Husum (Gyldendal)
    
Da Nikolaj er 13 år, dør hans mor og far i en trafikulykke. Han er derefter efterladt alene med sin noget ældre søster Søs. Nikolajs mor var hele Danmarks pop-ikon Grith Okholm, og derfor er børnene efterladt med en del penge. De to søskende binder sig stærkt til hinanden og Søs bliver hele Nikolajs eksistensgrundlag.
Bogen følger Nikolaj, der som rodløs og forvirret er ved at smadre alt omkring sig, inklusiv sig selv. I tilbageblik afdækkes Nikolajs barndom, forhold til søsteren, fundamentalistiske kristne bedsteforældre og store forelskelse i en pige fra Jehovas vidner. Alt håb ser ud til at være ude for den unge Nikolaj, da manden Jesus (iført sandaler) en nat dukker op i Nikolajs lejlighed. Nikolaj forsøger at slå den ubudne gæst ned, men bliver overvundet. Jesus fortæller Nikolaj, at han skal stoppe sin destruktive adfærd, gøre op med fortiden og søge tilgivelse hos nogle af de mennesker, han i bogstaveligste forstand har smadret. Dette bliver begyndelsen på et nyt liv for Nikolaj, hvor han blandt andet flytter fra København til Tarm.
Nu skal man jo ikke forledes til at tro, at det er en bog om kristendom og forhold til Jesus Kristus, som titlen ellers kunne indikere. Nikolaj tror nemlig ikke på Gud og hvem Jesus er, forbliver i det uvisse. Bogen svinger mellem det utroligt tragiske til det humoristiske, og snor sig rundt om menneskelige relationer; både de sunde og de usunde. Den fortæller om givende venskaber og ødelæggende familieforhold. Mest af alt fortæller den dog om det vanskelige i at slutte fred med sig selv og sine omgivelser.
Mit venskab med Jesus Kristus er Lars Husums debutroman og den er allerede solgt til flere andre lande. Jeg synes bogen er skrevet i et medrivende sprog. Bogen anvender for eksempel anmeldelser og avisklip som bryder teksten og underbygger det univers den foregår i.
Jeg vil holde øje med næste roman fra Lars Husum.
Boganmeldelse af Kristina Thomsen

|