|
Mod jul af Jeppe Aakjær (Hovedland)
    
Mod jul indeholder ni fortællinger om vinteren og juletiden på landet ”i gamle dage”. I fortællingerne hører vi om hvordan grisen på gården blev slagtet, hvordan man fik lys i de vintermørke stuer, om julebag, om frieri ved juletid og meget meget mere.
Bogen, som er skrevet af Jeppe Aakjær i årene 1900-1917, bærer tydeligt præg af den tid hvorpå den er skrevet. Sproget er fuldt af talemåder og landlige gloser, som kræver oversættelser via fodnoter, for at den almene læser kan forstå meningen, og teksten er holdt i den originale form, hvilket vil sige, at bogstavet ”å” erstattes med ”aa” og egenavne skrives med stort forbogstav. Dette må betegnes som værende det rene guf for folkeskolernes dansklærere, men for mit vedkommende må jeg indrømme, at det svære sprog fjerner størstedelen af læseglæden. En moderne og mere læsevenlig version af Jeppe Aakjærs hyggelige julefortællinger ville virkelig kunne sprede den julestemning som Mod jul så afgjort indeholder, men hyggen falder i dette tilfælde til jorden og erstattes med en anstrengt koncentration som i sidste ende ikke er slidet værd.
Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe

|