Monas Hjerte
af Irse Kræmer
(Dark Lights)



Romanens hovedperson, Mona, er et ensomt, følelsesmæssigt forsømt barn, der vokser op til at blive en ensom ung pige uden meget initiativ eller selvstændighed. I gymnasiet får hun sin første oplevelse af venskab, da hun møder Emil, som sætter sig for at lære hende at elske sig selv.


Desværre begår Emil selvmord umiddelbart efter studentereksamen, da han savner det nødvendige mod til at indrømme overfor sine forældre, at han er homoseksuel.

Under festlighederne møder Mona – stærkt beruset for første gang i sit liv – den smukke og omsorgsfulde medicinstuderende Peter, der doper hende, tilsyneladende for at kunne pleje hende efter chokket over Emils død. Han arrangerer hen over hovedet på hende med hendes forældre at hun flytter ind hos ham på permanent basis. Det viser sig relativt hurtigt, at Peter under den smukke og charmerende overflade er en følelsesmæssig katastrofe: Misbrugt som barn af sin mor, nuværende pillemisbruger, kontrolfreak, har en historie med mishandlede kærester osv. Ikke desto mindre forelsker Mona sig i ham og omvendt. Deres forhold udvikler sig over et par år og ender forventeligt katastrofalt.

Det er vældig meget synd for mange af personerne i denne roman. Der er også vældig mange personer, der er gode, kærlige, tålmodige, hjælpsomme, selvopofrende m.m. Og på trods af de utvivlsomt gode intentioner om at skrive en roman, der går bare lidt ud over ”kvinder der elsker for meget”-modellen, lykkes det ikke helt for forfatteren. Der er for mange klicheer og rigtige meninger, for meget skæren ud i pap, og sine steder bliver teksten ufrivillig morsom. Jeg tænker særligt her på en stærkt kikset metafor (227 øverst) hvor forfatteren lader et stykke af Monas hjerte rive sig ud af hendes bryst og flyve plask ind i en ambulancerude (!) bag hvilken hendes elskede opholder sig. Jeg ser for mit indre øje et halvt parteret svinehjerte glide langsomt og i eget slim ned ad ruden i bedste tegnefilmstil.

På plussiden tæller, at forfatteren har en relativt ligefrem og mundret skrivestil, som ville være ganske tiltalende, hvis hun fik luget ud i klicheerne. Og at der er tænkt et ret grusomt plot ind i handlingen, som trods alt fik mig til at hænge på for at få be- eller afkræftet den mistanke, der tager form undervejs.

Efter min mening er bogen for uvedkommende og præget af forfatterens manglende distance til sin fortælling og sine karakterer. Måske er det anderledes hvis man kan identificere sig med hovedpersonen, hvilket jeg ikke kan. Og så kunne historien for resten have været fortalt på det halve sideantal uden at have mistet noget væsentligt ved det.

Boganmeldelse af Tine Demandt