Montebello
af Lars Kjædegaard
Indtalt af Lars Kjædegaard
Spilletid: 475 min.
(Audioteket)




Montebello er en roman, der foregår i Helsingør i nutiden. Hovedpersonen, Poul Helveg, har en pæn indtægt fra patentet på en opfindelse, er først i 40’erne og lejer det gamle postkontor i et center, som tiden er løbet fra.

Her driver han et sted – Ærligt Nærvær – hvor han stiller sig til rådighed for folk, der trænger til en fremmed at tale med. Poul lægger vægt på at være ærlig, på at tro på det bedste i andre mennesker, tilbyder sin hjælp til enhver, som han mener har brug for det – på rent medmenneskeligt plan.

Pouls familie består af en stærkt overvægtig søster, der kæmper en brav kamp for at overleve i sit ægteskab med en alkoholiseret mand. Deres søn lider af narkolepsi, falder hele tiden i søvn og er konstant (fejl)medicineret. Familien er i stadig kontakt med de sociale myndigheder og en tvangsfjernelse af sønnen truer.
Poul står med sine gode intentioner underligt uengageret på sidelinien i tilværelsen, indtil han i Ærligt Nærvær møder en kvinde, som han bliver tiltrukket af og efterfølgende indleder et forhold til. Voldsomme begivenheder i hans egen familie bidrager også til at fyre lidt op under ham og en form for personlig udvikling sættes i gang – i retning af lidt mindre ærlighed og lidt mere beslutsomhed. En bihandling hvori en indvandrerdreng bliver skudt uden åbenlys grund puffer også til sagerne.

Romanen er meget lokalt funderet, hvilket udløser en vis genkendelsens glæde, men den er jo kun relevant for folk med et basalt kendskab til Nordsjælland og i særdeleshed Helsingør. Jeg fornemmer mange gode intentioner og korrekte holdninger hos forfatteren, men desværre har den slags en tendens til at overskygge fortællingen og historien. Man sidder næsten og savner en rigtig dum skid i persongalleriet – vel at mærke en dum skid der ikke forstås, undskyldes og evt. behandles. Heldigvis kommer der en enkelt eller to – men lidt sent efter min smag.

Der tegnes en sikkert ganske rammende karikatur af det danske behandlersamfund og det er i de passager, hvor romanen efter min mening fungerer bedst. Ellers synes jeg at den skæmmes noget af en lind strøm af navne på diagnoser, medikamenter, omtale af ”energier” og den slags. Meget stuerent, halvalternativt og aldrig rigtig noget bid.

Oplæsningen, som varetages af forfatteren selv, fungerer efter min mening udmærket, og understøtter tonen i hele romanen; en venlig, rar stemme, ganske uopstyltet, indimellem snubles der lidt over ordene, man hører papirerne rasle – meget hyggeligt og nærværende.

Lydbogsanmeldelse af Tine Demandt