Mord i julen
af Bente Nimb
(Mellemgaard)



Jørgen Sunesen er netop blevet løsladt efter at have været fængslet som mistænkt for mordet på pakistaneren Sayed Karzani. Dagen efter sin løsladelse findes han død og det ligner en likvidering. Men hvorfor skulle Jørgen myrdes? Var han alligevel indblandet i mordet på Sayed eller vidste han noget som ikke måtte slippe ud?


Kriminalkommissær Bjergmark sættes på sagen, og sammen med sine kolleger prøver han at følge Jørgens færden natten inden han blev myrdet.

Setuppet tegner godt, men jeg må desværre erkende, at jeg blev meget skuffet over denne bog. Historien i sig selv er sådan set spændende nok, men der er flere fejl undervejs som gør, at man som læser hurtigt mister koncentrationen. Blandt andet er der gennemgående stavefejl, så som "en T-shirts", "en drinks" og "viste" i stedet for "vidste", ligesom der er et massivt overforbrug af spørgsmålstegn hvor de ikke hører hjemme, hvilket forvirrer og besværliggør læsningen.

Flere steder er den også gal med formuleringen og dårligt konstruerede sætninger som "Kender du nogen som kan være hos dig, eller måske ringe til?" dukker jævnligt op. Også mange af bogens samtaler er så rodet og forvirret skrevet, at man helt mister tråden og må tilbage for at læse dem flere gange, for at forstå meningen. Ofte mister man overblikket over hvem det egentlig er der taler sammen, da en tredje person pludselig, ud af det blå, dukker op og blander sig i samtalen.

Ydermere har forfatteren ikke rigtig fingeren på pulsen i det miljø som hun forsøger at beskrive, for hvornår ville en hårdkogt betjent nogensinde bruge udtryk som "Det kan du øsregne med", og hvornår ville en videomaskine nogensinde komme i betragtning som hælervare efter at dvd'en har gjort sit indtog på markedet? Godt nok er bogen fra 2004, men allerede dengang var videoen passé og dvd'en havde været på markedet en rum tid.

Forfatteren forsøger at camouflere sit manglende kendskab til miljøet ved at lade sine betjente bande uhyggelig meget, i et forsøg på at fremstille dem som hårdkogte. Oven i købet bander de mange steder hvor det ikke giver mening, og man som læser derfor efterlades med tanken "Hvorfor farer betjenten sådan op her? Det er jo en stille og rolig samtale der føres, så det giver ikke mening. Er der noget jeg har overset?"

Normalt bedømmer jeg ikke en bog på dens omslag, da der kan gemme sig sande perler bag selv de mest uheldige omslag, men i dette tilfælde er der desværre en direkte sammenhæng: Bogen er, lige som dens omslag, farveløs, fantasiløs og lider fuldstændig på mangel af spænding.

Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe