top
logo

Login




Home

Myrernes fjende Udskriv Email

Myrernes fjende
af Stephan Valentin

Oversat af Niels Brunse
(Per Kofod)



Jonas er en lille dreng, vel 7-9 år eller deromkring, der sammen med sin højgravide mor flygter hjem til mormor i en gudsforladt, sommerhed bjerglandsby. Man aner en katastrofe i den umiddelbare fortid, knyttet til Jonas. Omgivelserne i landsbyen er fjendtlige, mormor forsøger at fryse Jonas ud eller er direkte truende.


Den trodsigt aggressive og også af sine jævnaldrende udstødte lille dreng forsøger at håndtere sin ensomhed og frustration ved nærmest desperat at overbevise sig selv om at han er ligeglad. Og letter indimellem trykket ved at brænde myresamfund af med stjålet hårspray som tændmiddel. Hans følelsesmæssige holdepunkt i tilværelsen er tydeligvis moderen, som han skinsygt deler med en række onkler, der set fra Jonas’ synspunkt kommer og går fuldstændigt uberegneligt.

Jonas møder en lidt ældre pige fra landsbyen, som tager ham med på en natlig straffeekspedition, hvis baggrund henstår lidt i det uvisse. Under alle omstændigheder omfatter den nogle kanonslag monteret i svømmevinger, en meget vred voksen og en hovedkulds flugt. Og den ender frygteligt galt.

Synsvinklen er konsekvent Jonas’ og med hans forståelseshorisont. Den omgivende verden og menneskene fremstår fragmenteret og forvirrende, hyppigt truende, og ganske ofte blandet med Jonas’ fantasier. Læseren må selv skabe sammenhæng i begivenhederne.

Sproget er delvist barnets, givetvis i et forsøg på at oversætte Jonas’ oplevelser og tanker for en voksen læser uden at miste stemningen i barnets virkelighed. Det er blevet til en intens lille roman, 128 små sider, som har lånt en del fra poesien, blandt andet et koncentreret og billedrigt, meget udtryksfuldt sprog.

Jeg blev meget grebet af denne lidt særegne bog. Den er ikke just læsning til let adspredelse og uforpligtende underholdning, men ganske klart umagen værd at bruge ca. to timer på.

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/