Når løget skrælles
af Günter Grass
Oversat af Per Øhrgaard
(Gyldendal)



Forfatteren skriver om sit liv fra barndom og ungdom til de tidlige voksenår. Han er født i 1927 i Danzig (nu Gdansk i Polen, dengang tysk), hvor forældrene driver en lille købmandsbutik. Moderens interesse for bøger og billedkunst påvirker sønnen, ligeledes hendes stærke, og aldrig tilfredsstillede udlængsel.



Fra moderen modtager han også en håndfast pragmatisme og sans for hverdagens humor. Det anspændte forhold til den (noget konventionelle og konturløse) far fremstilles som medvirkende til det unge menneskes længsel bort fra hjemmet, som han oplever som klaustrofobisk. Udvejen finder han i medlemsskabet af Hitlerjugend og tilslutter sig villigt og ureflekteret den herskende nationalisme.

Han melder sig frivilligt til krigstjeneste i SS (smarte kampvogne!) og indkaldes i 1944 til en hær i organisatorisk sammenbrud – med både horrible og grotesk komiske situationer til følge. Det er vel en kombination af held og en evne til at hægte sig på de rette mennesker der fører til hans overlevelse. Såret kommer han igennem krigens sidste dage og i amerikansk krigsfangenskab. Krigsfangerne organiserer gensidig undervisning og studiekredse og her grundlægges et gennemgående tema i Grass’ forfatterskab: Madlavningen. Han deltager i et undervisningsforløb, finere madlavning for mænd, men fuldstændig uden madvarer, ren tørtræning. Krigsfangerne er på reduceret kalorieration - 850 kalorier om dagen – og den konstante sult giver psykisk energi til den mentale smagsoplevelse.

Efter sin frigivelse flakker han om i resterne af det tyske rige, overlever på løse jobs, og finder i spændingsfeltet mellem kommunisme og fascisme sit politiske ståsted som socialdemokrat. Han genforenes med sin familie som med uudtalte rædsler i bagagen er undsluppet Danzigs fald. Stillet overfor truslen om en læreplads på kontor – velmenende fremskaffet af faderen – flygter han til Düsseldorf og bliver stenhuggermedhjælper med henblik på optagelse på Kunstakademiet. Der er stor efterspørgsel på gravsten og facaderenoveringer i de år.

Uddannelsen på akademiet veksler med ”dannelsesrejser” til Italien og Frankrig. I Schweiz møder han sin kommende hustru, danserinden, og får svigerfamilie med bogskab og både borgerlig og ”hjertets dannelse” med i købet. Får desuden i bryllupsgave en rejseskrivemaskine af mærket Olivetti, som skal få en ikke uvæsentlig betydning for det forfatterskab, der er ved at træde i karakter. Fokus skifter fra billedkunst og skulptur til ord og digtning, det samme gør omgangskredsen. Kulminerende med udgivelsen af Bliktrommen i 1959, hvor biografien slutter.

Sult af forskellig art er med til at tegne biografiens struktur og temaerne genfindes og gennemarbejdes i hans romaner. Den første sult – sulten efter mad – er en konstant ledsager i krigstiden og efterkrigsårene. Og giver sig udslag i utallige supper og sammenkogte retter i det følgende forfatterskab. Den anden sult – efter kvinder – er ikke mindre markant og så vidt jeg husker optræder mange markante kvindeskikkelser i forfatterskabet. Den tredje sult – efter kunstnerisk skaben – viser sig sværere at mætte og tilfredsstille end de to første. Jo mere den fodres og stimuleres, desto kraftigere manifesterer den sig, i billeder, former og ord.

Og to gennemgående metaforer: Løget, der skrælles lag for lag, afslører, men tilslører og fortier også. Og ravklumpen med insektet, der fastfrosset i sin tidslomme fikserer og genfremkalder begivenheder og mennesker i erindringen.

Først og fremmest ser jeg denne selvbiografi som en meget ærlig og personlig bog. En personlig bog, som aldrig overskrider grænsen til privatlivets fred. Man leder forgæves efter spor af ”bekendelseslitteratur” og utidig stillen diverse i bund og grund uinteressante detaljer fra intimsfæren til skue. Til gengæld får man en personlig fremstilling – gendigtning – af forhold, begivenheder, mennesker og erfaringer, der har formet og påvirket individet og forfatteren Günter Grass og hans forfatterskab. Med både frem- og tílbageblik på hans senere voksenår, ægteskaber, børn og alderdom.

Jeg har altid sat meget stor pris på den sprogtone, der er så typisk for Günter Grass. Kompakt, koncis og typisk tysk. Man hører for sit indre øre adskillige på hinanden følgende sub- og objektive genitiver og indskudte ledsætninger med slutstillede verber der strækker sig over hele afsnit. Intenst nedkogt og rig på smag som en vellykket gryderet, egnet til langsom indtagelse i små bidder. Og beundringsværdigt oversat af Per Øhrgaard til et ubesværet og uknudret dansk, om end aldrig letflydende.

Til gengæld hverken vil eller kan jeg forholde mig til den efterfølgende debat og forargelse, blot konstatere at den kollektive historie og de dermed forbundne individuelle handlinger (og fejltrin?) åbenbart stadig har kraft og energi nok til at bringe følelser og gemytter i kog mere end 60 år efter krigen.

Boganmeldelse af Tine Demandt