Odd Thomas
af Dean Koontz


"Mit navn er Odd Thomas, selvom jeg her i en tid hvor berømmelse er det alter som de fleste knæler ved, ikke rigtig kan se hvorfor det skulle interessere dig at vide hvem jeg er, eller såmænd at jeg er til.
Jeg er ikke kendt. Jeg er ikke barn af en berømthed. Jeg har aldrig været gift med, er aldrig blevet misbrugt af og har aldrig leveret en nyre til organtransplantation til en berømthed. Desuden ønsker jeg slet ikke at blive kendt.



Faktisk er jeg ifølge vores kulturs normer så ubetydelig at People Magazine ikke alene aldrig nogen sinde kommer til at bringe en artikel om mig, men sandsynligvis ville nægte mig at tegne abonnement på bladet med den begrundelse at min fuldstændige anonymitet er ligesom det uimodståelige sug fra et sort hul som risikerer at trække hele deres foretagende med ind i glemslen.
Jeg er tyve år gammel. For verdenskloge voksne er jeg ikke stort andet end et barn. For et hvilket som helst barn er jeg imidlertid gammel nok til at man ikke kan stole på mig, og til at jeg for tid og evighed vil være udelukket fra de små og skægløses fortryllende sammenhold.
Følgelig kunne en befolkningsekspert nemt komme til at konkludere at mit eneste publikum er andre unge mænd og kvinder som i øjeblikket befinder sig et eller andet sted mellem deres tyve- og enogtyveårs fødselsdag.
Når sandheden skal frem, har jeg intet som helst at sige til det temmelig indskrænkede publikum. Når jeg selv skal sige det, er jeg temmelig ligeglad med størstedelen af de ting som andre tyveårige amerikanere går op i. Bortset fra at overleve, selvfølgelig.
Jeg lever et usædvanligt liv.
Hermed mener jeg ikke at jeg lever et bedre liv end du. Jeg er sikker på at du har lige så meget lykke, sødme, henrykkelse og undertrykt angst i tilværelsen som man kunne ønske sig. Du er trods alt et menneske ligesom jeg, og vi ved begge to hvilken velsignelse og gru det er.
Jeg mener bare at mit liv er usædvanligt. Jeg oplever sælsomme ting som andre mennesker kun sjældent, om nogen sinde, oplever.
For eksempel ville jeg aldrig have skrevet disse erindringer hvis ikke jeg havde fået besked på at gøre det af en mand som vejer hundrede og firs kilo og har seks fingre på venstre hånd.
Mandens navn er P. Oswald Boone, men fordi hans far, Store Ozzie, stadig lever, bliver han aldrig kaldt andet end Lille Ozzie.
Lille Ozzie har en kat ved navn Skrækkelige Chester. Han elsker sin kat. Faktisk er jeg bange for at Lille Ozzies store hjerte ikke ville overleve tabet hvis Skrækkelige Chester gik hen og opbrugte det sidste af sine ni liv under hjulene på en tonstung anhængerlastvogn.
For mit eget vedkommende har jeg ikke det store tilovers for Skrækkelige Chester, blandt andet fordi han adskillige gange har tisset på mine sko.
Hans bevæggrund for at gøre det – som Ozzie har forklaret den for mig – lyder tilforladelig nok, men jeg er ikke overbevist om at han taler sandt. Det jeg prøver at sige, er at det er Skrækkelige Chesters sandfærdighed jeg betvivler, ikke Ozzies.
Desuden kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at stole blindt på en kat som hævder at være otteoghalvtreds år gammel. Selvom der findes fotografiske beviser som underbygger dens påstand, tror jeg stadig at det er svindel og humbug.
Af grunde som senere vil være indlysende, lader dette manuskript sig ikke offentliggøre før min død, og mine anstrengelser vil ikke blive belønnet med afkast i form af procenthonorar mens jeg endnu er i live. Lille Ozzie foreslår at jeg testamenterer mit litterære bo til Skrækkelige Chesters kærlige underhold fordi den, ifølge Ozzie, kommer til at overleve os alle sammen.
Jeg vælger nu at være velgører for en anden sag. En som ikke har pisset på mig.
Desuden skriver jeg ikke for pengenes skyld. Jeg skriver for ikke at miste fornuftens brug og for at se om jeg kan overbevise mig selv om at der er tilstrækkelig meget formål og mening med min tilværelse til at retfærdiggøre min fortsatte eksistens.
Bare rolig: Mine løbske tanker bliver ikke ulidelig dystre. P. Oswald Boone har givet mig besked på at holde en let tone.
"Hvis ikke du holder den let," sagde Ozzie, "så sætter jeg mig oven på dig med min hundrede og firs kilo tunge røv, og jeg kan godt fortælle dig at det ikke er nogen rar måde at dø på."
Ozzie er en pralhans. Hans røv, hvor stor og imponerende den end er, vejer næppe mere end femoghalvfjerds kilo. De resterende hundrede og fem er fordelt på resten af hans forpinte skelet.
Da jeg i første omgang ikke magtede at holde en let og ubekymret tone, foreslog Ozzie at jeg forsøgte mig som utroværdig fortæller. "Det virkede for Agatha Christie i Hvem dræbte Roger Ackroyd?" sagde han.
I kriminalromanen, som har en sød og rar jegfortæller, viser det sig at det i virkeligheden er fortælleren selv som har slået Roger Ackroyd ihjel, noget han holder skjult for læseren indtil allersidste side.
Du skal vide at jeg ikke er morder. Jeg har ikke gjort noget ondt som jeg holder skjult for dig. Min utroværdighed som fortæller har først og fremmest noget at gøre med brugen af nutid og datid i forbindelse med bestemte verber.
Det er ikke noget du skal spekulere over. Sandheden finder du tids nok ud af.
Nå, men jeg er ved at komme forud for historien. Lille Ozzie og Skrækkelige Chester kommer først ind i billedet efter at koen springer i luften.
Min historie begyndte en tirsdag.
For dig er det dagen efter mandag. For mig er det en dag der, ligesom de seks andre, strutter af mulig mystik, eventyr og rædsel.
Dermed må du ikke tro at mit liv er romantisk og fortryllende. For megen mystik er udmattende. Og selv små rædsler varer længe.
Den pågældende tirsdag vågnede jeg, uden brug af vækkeur, klokken fem om morgenen efter at jeg havde drømt om døde ansatte i bowlinghallen.
Da mit indre ur er fuldstændig til at stole på, bruger jeg aldrig vækkeur. Hvis jeg gerne vil vågne klokken fem præcis, siger jeg tre gange til mig selv, når jeg går i seng om aftenen, at jeg skal vågne klokken kvart i fem.
Selvom mit indre vækkeur aldrig svigter, går det af en eller anden grund et kvarter for sent. Det fandt jeg ud af for mange år siden og har for længst lært at indrette mig efter det.
Drømmen om de døde ansatte i bowlinghallen har plaget mig en gang eller to om måneden de seneste tre år. Enkelthederne er endnu ikke tilstrækkelig detaljerede til at jeg kan foretage mig noget konkret. Jeg må bare vente og håbe på at opklaringen ikke kommer for sent.
Derfor vågnede jeg klokken fem, satte mig op i sengen og sagde: "Skån mig så jeg kan tjene," som er den morgenbøn som jeg lærte af min bedstemor, Granny Sugars, da jeg var lille.
Pearl Sugars var min mormor. Havde hun været min farmor, ville jeg have heddet Odd Sugars, og det havde kun gjort tilværelsen endnu mere indviklet."

Læs mere om bogen på www.cicero.dk


Læs også boganmeldelsen af denne bog her på siden