top
logo

Login




Home

Odd Thomas Udskriv Email

Odd Thomas
af Dean Koontz
Oversat af Kim Langer
(Cicero)




Odd Thomas, bogens hovedperson, er en ung mand på 20 år, der lever et selvvalgt minimalistisk liv som grillkok og kæreste med den bemærkelsesværdige Stormy Llewellyn i en lille steghed by i den californiske ørken. Odd (det er godt nok hans fornavn, men fungerer i sammenhængen mindst lige så godt som karakteristik) har nogle besynderlige evner.

Han kan både se og omgås de døde, der hænger ved som følge af uafklarede hængepartier i denne verden (eksempler: Elvis Presley hænger ofte ud i hans nærvær, et barn der er kommet af dage i et uopklaret sadistisk mord indhenter hans assistance til at få fanget gerningsmanden). Mange af hans forudanelser og drømme bliver til virkelighed. Og han kan se andre væsner fra det hinsides af ikke-menneskelig karakter.

Odd Thomas er omgivet af et lille, men særpræget menneskeligt kontaktnet, der alle forstår at påskønne hans mærkværdige kvaliteter: Politimester Porter, med hvem Odd har et fortrinligt uformelt samarbejde om kriminalitetsbekæmpelse, og dennes søde, smukke og ferskentærtebagende hustru. Hans arbejdsgiver og mentor, som ved alt hvad der er værd at vide om Elvis Presley (og en hel del som ikke værd at vide). Den 11-fingrede, knap 200 kilo tunge skabslitterat Little Ozzie, på hvis foranledning Odd nedskriver sin historie. Og hans kat, Skrækkelige Chester.

Den egentlige handling tager sin begyndelse med at ”en fremmed kommer til byen”. I dette tilfælde en bleg, dejagtig mand med voldsom appetit, der spiser på Odds grillbar, og får alle mentale alarmklokker til at ringe hos Odd. Odd føler sig tvunget til at forfølge sagen for om muligt at afværge de værste af de katastrofer, som han fornemmer vil følge i den fremmedes kølvand. Han sniger sig ind i den fremmedes hjem og bliver her overbevist om at kilden til hans græsselige forudanelser knyttet til denne personage. Og herfra tager Odds jagt sin begyndelse – hans mål er at afværge den katastrofe han klart føler kommer. Undervejs dukker lig og andre afdøde op på upassende steder, en kirke raseres af en enkelt, men effektiv poltergeist, nogen skyder på politimesteren – i det hele taget er der vældig meget gang i den.

Det er frem for alt en spændende og velskrevet bog med et meget overraskende handlingsforløb. Den er sprogligt ikke helt gennemsnitlig med sit meget malende, saftige og associationsrige sprog. I starten virkede det faktisk irriterende selvbevidst og opstyltet, men jeg er kommet til at sætte pris på det sproglige udtryk undervejs. Jeg kan slet ikke afvise at andre vil frastødes permanent, det er så klart en smagssag. Fortællingen har en fin og underholdende persontegning, der fungerer glimrende i sammenhængen og understøtter handlingsforløbet. Jeg synes det er en god, underholdende bog, ikke tynget af overdreven realisme eller hæmmet af noget dybere budskab, men fin læsning til adspredelse og ren fornøjelse.

Boganmeldelse af Tine Demandt


Læs uddrag af bogen her




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/