|

Om så det gælder af Hanne Reichardt Beck (Gyldendal)
    
Søskendeparret Viggo og Vita flytter i 1933 fra Sogenfrigade på Nørrebro til rækkehuset på Baunevangen i Brønshøj. Hvad skal de lave i det kedelige kvarter? De er vant til at kravle i tørrestativer, kaste kartoffelskræller i hovedet på gårdsangerne og hugge æbler hos grønthandleren.
I skolen kommer Viggo til at sidde ved siden af rigmandssønnen Max, som bor i en rigtig villa. Max er meget overladt til sig selv, han er velbegavet og har en evne til at suge alting til sig. Hans temperament er til tider voldsomt. Han har blandt andet mishandlet en mand og ødelagt kælderen i huset.
De tre unge mennesker har hver deres drømme. Det er en tid med venskab og forelskelse, og krigen lurer i periferien.
Viggo og Vita er på hver deres måde tiltrukket af Max, der fører sig frem. Han har læst alverdens bøger, ved alt om store mænd og krige. Viggo frygter lidt Max mens Vita elsker ham.
Som voksne er Viggo blevet skolelærer, Vita er sygeplejeelev på Københavns kommunehospital og Max læser til ingeniør.
Viggo lever et stille liv som lærer og passer sin syge mor. Han trækker sig mere og mere ind i sig selv. Max og Vita bliver for alvor forelsket i hinanden. Vita engagere sig i modstandsbevægelsen. Et arbejde som hun får Max draget ind i. Dramatiske begivenheder skiller dem ad. Hvor dramatiske får vi først vished om sidst i bogen, og ingen forbliver upåvirket af krigen.
Om så det gælder er en kærligheds- og historisk roman, som har udgangspunkt i de tre menneskers problematiske venskab, der er fyldt med løgne, hemmeligheder og ikke mindst kærlighed og krig. Generelt er det en langtrukken og småkedelig bog som desværre ikke kunne fange mig.
Boganmeldelse af Tine Demandt

|