top
logo

Login




Home

Oplysningens verden Udskriv Email

Oplysningens verden
af Ole Høiris og Thomas Ledet
(Aarhus Universitetsforlag)



Oplysningens verden ligger i forlængelse af Renæssancens verden og har som denne det erklærede formål at formidle universitetets forskning til en bredere offentlighed, underholdende og lødigt. Værket falder som sin forgænger i fire hovedafsnit.



Oplysningens tid og idé består af seks afsnit, der omhandler generelle tendenser og temaer i oplysningstiden, og danner grundlag for de næstfølgende hovedafsnit. Her kan nævnes jordskælvet i Lissabon i 1755 og de følger, det havde for verdensopfattelsen i sam- og eftertiden. Eller oplysningstiden udsat for moderne økonomisk analyse.

Naturvidenskab omfatter 11 afsnit, hvoraf de seks omhandler medicinske emner (anatomi, kirurgi og vaccinationer). Der er et afsnit om automater (for skønlitterær behandling af samme emne – se Robert Löhrs Skakautomaten), et om naturfilosofi, astronomi, matematik og en botanisk/zoologisk ekspedition.

Samfundsteori og –praksis er tolv indlæg om meget forskellige emner – f.eks. landboreformer, skolevæsen, nationaløkonomi og jura.

Kunst og dannelse indeholder otte artikler indenfor områderne litteratur, drama og æstetik, blandt andet om Goethes Den unge Werthers lidelser, Holberg - og to ganske underholdende indlæg om engelsk litteratur i perioden.

Først og fremmest: Dette er endnu et fremragende stykke formidling, ganske på niveau med Renæssancens verden, som denne bog i form og stil da også ligger meget tæt op ad. Den spænder som sin forgænger meget vidt, måske endda endnu videre, og man bliver som læser endnu engang introduceret til emner, man ikke anede der kunne skrives noget interessant om.

I en så sammensat publikation vil der omvendt også være mindre vellykkede/interessante afsnit og det er da også tilfældet her. Især indenfor hovedafsnittet om kunst og dannelse kunne flere indlæg have brugt en skrappere redigering. Man fornemmer at målgruppen ”Den bredere offentlighed” tabes af syne til fordel for (tror jeg) forfatterens kolleger – og så bliver det for indforstået.

Bogen er dertil smukt og informativt illustreret, trykt på gedigent glittet papir og generelt en pryd for reolen – men den er altså også meget tung og svær at flytte rundt på. En opdeling i to bind ville have gjort den mere flyt- og håndterbar.

I alt væsentligt: et yderst læseværdigt værk, som kun kan anbefales. Man bliver klogere og vel underholdt undervejs, så bogen må siges at have nået sit mål.

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/