Opmåling af verden
af Daniel Kehlmann
Oversat af Niels Brunse
(Per Kofod)



Alexander von Humboldt fødes i 1769 som anden søn af en adelsmand. Efter dennes død opdrages og uddannes Alexander og hans ældre broder efter retningslinier udstukket af selveste Goethe. Alexander specialiseres indenfor naturvidenskab, broderen i humaniora. Alexander von Humboldt er en nysgerrig, evigt rastløs og videbegærlig natur med en sand passion for at måle og eksperimentere.

Hans udlængsel bringer ham ud på en større opdagelsesrejse til Sydamerika i selskab med en fransk botaniker, Bonpland. Humbolt måler, bestiger, udforsker sig igennem urskov, grotter, bjerge m.m. på ægte eventyrlig vis.

Matematikeren Gauss (født 1777) besidder et naturtalent for matematik, geometri og astronomi, som tilfældigt opdages af en lærer. Denne lærer sørger for at den unge Gauss får en uddannelse – hvilket han ellers næppe ville have fået, da hans forældre var ”af ringe kår”. Gauss har ganske vist et stærkt og hurtigt intellekt, men fremstår også som en noget knarvorn type, udtalt utålmodig med mindre ånder end ham selv (dvs. hovedparten af menneskeheden). Han er ikke nogen udadvendt eller imødekommende natur, hader forandringer, rejser – vist alt andet end kvinder og matematik. Han hengiver sig helst til den rene tankevirksomhed, men tvinges af økonomiske årsager til at stå i spidsen for en nyopmåling af kongeriget Westphalen.

I 1828 mødes de to uforenelige størrelser til en naturvidenskabelig kongres i Berlin, hvortil Gauss klagende og brokkende er rejst på Humboldts foranledning, ledsaget af sin søn, digter in spe og udsat for faderens aldrig svigtende foragt. Mødet mellem de to store ånder og temperamenter giver anledning til nogle herlige dialoger, hvis beske humor er en sand fornøjelse. At Gauss’ søn under kongressen bliver taget af politiet for forbudt politisk virksomhed og får en enkeltbillet til Amerika på dén konto, undrer bestemt heller ikke.

Men herefter følger en afsluttende beskrivelse af Humboldts rejse til Rusland – som jeg bare ikke forstår relevansen af overhovedet. Jeg synes ikke den tilføjer noget væsentligt, afrunder ikke rigtigt noget, og jeg vil klart karakterisere de sidste ca. 30 sider som bogens svageste.

Daniel Kehlmann har skrevet en meget underholdende roman med masser af handling. Især sætter jeg stor pris på den underspillede humor, der fortælles med. Med- og modspillet mellem de to videnskabsmænd fungerer godt i romanens sammenhæng, både de indbyrdes kontraster og paralleller træder frem. Ud over at blive godt underholdt, kan man faktisk også blive klogere på den menneskelige naturs mangfoldighed. Matematikken og naturvidenskaben fylder ikke mere end at alle kan være med, så jeg kan kun anbefale denne udmærkede, velskrevne bog.

Boganmeldelse af Tine Demandt