Ordets magt og afmagt
af Jan Guillou
Oversat af Anders Johansen
(Modtryk)

Et vittigt hoved har engang bemærket, at journalistik kan føre til alt, blot man forlader det i tide.




Svenske Jan Guillou synes at være bevis på det modsatte. Han har tværtimod holdt ved i 40 år som journalist og forfatter, hvilket har bragt ham rundt i verden, adskillige måneder i svensk fængsel, en etableret position i svensk kulturliv og en velspækket bankkonto.

Om disse 40 år handler hans erindringer Ordets magt og afmagt – mit skrivende liv. Og han kommer som nævnt vidt omkring. Fra en lidet lovende start i 1960’erne som ung og indigneret jurastuderende med ambitioner om at skrive eksistentielle bøger efter fransk forlæg og på et højt intellektuelt niveau, driver han over i journalistikkens lidt mere grumsede verden. Hér udvikler han – sideløbende med sit politiske engagement på den yderste venstrefløj – sin evne for dybdeborende og afslørende journalistik, foreløbigt kulminerende med afsløringen af en hemmelig organisation indenfor den militære efterretningstjeneste, der beskæftiger sig med ulovlig sindelagsregistrering. Senere følger freelance journalistik, dramatisk produktion og ansættelse ved svensk TV, indtil han i 1984 rammer en guldåre: Sveriges lidet sandsynlige og venstresnoede svar på James Bond, søofficeren og agenten Hamilton, der trods politiske og moralske skrupler myrder sig igennem den kolde krigs sidste år, alt imens han svælger årgangsvine og kulinariske raffinementer. Guillous videre bogproduktion er sikkert mange læsere vel bekendt, så lad os derfor nøjes med at konstatere at Guillou - for denne gang, en fortsættelse antydes - slutter sine erindringer med sit valg til formand i den svenske Publicistklub i år 2000.

Bogens sprog er – ligesom dens titel – meget præcist valgt. Jan Guillou er uden tvivl en selvbevidst herre og han svinger en sarkastisk svøbe over det svenske politiske og kulturelle establishment, hvor uvenner og opponenter udstilles uden nåde. Men det foregår velskrevet, interessant og yderst underholdende. Guillou er absolut heller ikke uden selvironi eller blik for, at navnlig den unge Guillous lidelser til en vis grad er selvforskyldte.

Ideelt set bør man nok have lidt indsigt i svenske forhold fra midten af 1960’erne til årtusindskiftet for rigtigt at kunne goutere finesserne i erindringerne. En sådan indsigt har jeg ikke, men jeg følte jeg mig alligevel både rigtig godt oplyst og ikke mindst underholdt ved læsningen. Jeg kan derfor på det varmeste anbefale bogen – naturligvis ikke mindst til ”Hamilton-fans”, der vil finde nogle forbavsende, men autentiske forlæg for bøgernes handling og persongalleri i Guillous eget liv.

Boganmeldelse af Ole Klaumann