top
logo

Login




Home

Orkestergraven Udskriv Email

Orkestergraven
af Unni Lindell
Oversat af Ellen Boen
(Lindhardt & Ringhof)




Han ville aldrig glemme billedet af den døde kvinde: de åbne øjne, det silende blod. Nogle gange måtte man simpelthen gøre, det man havde besluttet sig for. Efter han havde slået hende ihjel tog han hendes smykke af. Et blodigt glashjerte.



Det er en kold januar nat da Siv Ellen Blad bliver fundet myrdet i en grøft i Vindern, et af de bedste kvarter i Oslo Vest. På vej hjem fra en koncert er hun simpelthen blevet overrumplet og har fået skåret halsen over.

Noget tyder på at Siv kendte sin drabsmand, så der er udsigt til en nem opklaring. Men så enkelt skal det nu heller ikke være. Siv Ellen Blad arbejder til dagligt på et postkontor og spiller bratsch i et orkester. Hun er netop blevet skilt og efterlader sig en teenagerdatter. Både mor og datter har været meget vrede på faderen, fordi han er flyttet sammen med en yngre kvinde. Det viser sig dog hurtig at faderen ikke har noget med mordet at gøre.

En medspiller i orkesteret, Pavel som er lidt af en Don Juan, bliver hurtigt den hovedmistænkte. Han arresteres men løslades igen på grund af manglende beviser.

Der er nogle mystiske vidner, en gammel mand med en hund og to unge graffitimalere, som ikke melder sig.

Kriminalkommissær Cato Isaksen og Randi bliver sat på sagen og arbejder hårdt sammen med deres øvrige kolleger, samtidig med at en kollega meldes savnet efter tsunamien i Thailand.

Efterforskningen tager en dramatisk drejning, da morderen på en udspekuleret måde kommer tæt på Catos privatliv og bliver ven med hans yngste søn på syv år, som er ensom, har en god fantasi og en usynlig ven.

Orkestergraven har ikke meget at byde på, selv om der bliver beskrevet meget om Sivs liv og færden. Det mest spændende er den sidste del hvor morderen kommer tæt på Cato.

Jeg havde ventet mig meget mere, da jeg tidligere har læst Rødhætte af Unni Lindell, som jeg syntes var en god og spændende bog.

Boganmeldelse af Kirsten Høier




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/