Pagten med skandierne
af John Flanagan
Oversat af Birgit Schlifer
(Borgen)



Det lykkes Will og Evanlyn at overleve vinteren og med forårets komme er tiden inde til at fortsætte flugten. Imidlertid bliver Evanlyn taget til fange af en gruppe ryttere, da hun alene er ude for at efterse deres snarer. Will optager forfølgelsen og får da også opsporet og indhentet rytterne, men svækket og ubevæbnet er hans chancer for at befri Evanlyn meget små og hun er i overhængende fare for at blive dræbt.

I det allermest kritiske øjeblik dukker Wills læremester Halt og hans følgesvend ridderlærlingen Horace op på scenen – efter måneders vandring for at komme de to unge fanger til undsætning. Det må jo siges at være et heldigt sammentræf. Rytterne nedkæmpes ved fælles hjælp og de fire fæller genforenes – og Will får sin rangerhest Tug tilbage!

Ryttergruppen viser sig at være en spejderfortrop for en større invasionsstyrke af et folk (temujaierne), som minder vældig meget om hunnerne – en flok steppenomader fra øst, som har til hensigt at underlægge sig Skandien for at få adgang til kysten.

I erkendelse af at deres påtænke flugtvej ligger midt på invasionsruten, beslutter Halt at de skal gå i kompagniskab med skandierne for at hjælpe disse med at slå de indtrængende temujaier. Halt har meget belejligt tidligere tilbragt nogen tid hos dette nomadefolk og kender deres mentalitet og kampteknik, en viden han udnytter til at lægge en forsvarsstrategi sammen med skandiernes anfører. De tre unge mennesker bidrager med hver deres særlige evner til løsningen af den fælles opgave.

Dette fjerde bind i serien Skyggens lærling står desværre ikke mål med de tidligere. Især første og andet bind har en skæv charme og simpelthen bedre historier end dette, som opleves som meget mere klichépræget. Handlingen består i for høj grad af slagsmål, kamp og taktik/teknik, krydret med heltemod. Og det er langt mere forudsigeligt.

Det er jo desværre ikke ualmindeligt at serier – måske især hvis de bliver populære – taber pusten undervejs og får et vist præg af rutinepræstation fra forfatterens side. Synd, men måske uundgåeligt. Pagten med skandierne reddes delvis af den humor, som trods alt er et gennemgående træk, og kan derfor lige snige sig op på tre stjerner.

Boganmeldelse af Tine Demandt