Perlmanns fortielser
af Pascal Mercier
Oversat af Mone Hvass
(Tiderne Skifter)



Året er 1995. Perlmann er en anerkendt sprogforsker, som har fået til opgave at stå i spidsen for en international konference for lingvister. Gruppen af forskere er bredt sammensat, en række fremtrædende videnskabsmænd og –kvinder fra forskellige lande og med forskellige specialer.

Det er hensigten at hver forsker i gruppen skal fremlægge et eksempel på sin nyeste forskning til diskussion.

Perlmann er i krise. Hans kone er død nogle måneder forinden, han har mistet gejsten og troen på sit arbejde og har overhovedet ikke lyst til at deltage i konferencen. Han har desuden mistet troen på sine egne evner, sit overblik og sin realitetssans. Han har heller ikke forberedt noget indlæg til konferencen, men regner med at kunne køre det af på rutinen undervejs.

Den russiske konferencedeltager Leskov melder afbud. Dels ligger hans gamle mor for døden, dels får han ikke lov til at forlade Sovjetunionen. Nogle måneder forinden har Perlmann mødt ham i Sovjet, ved hvilken lejlighed han fik en artikel, forfattet af Leskov selv på russisk. Denne tekst begynder Perlmann under konferencen at oversætte nærmest for at dæmme op for sin fremadskridende mentale opløsning. Til gengæld får han aldrig skrevet sit eget indlæg.

Han mister i stigende grad grebet om sig selv, konferencen – alting – og hopper billedligt talt fra den ene feberredning til den næste, og da Leskov alligevel får udrejsetilladelse ender Perlmann med at planlægge det (næsten) perfekte mord med tilhørende selvmord.

Den røde tråd i denne noget tunge og omstændelige roman er sproget i alle dets afskygninger, forholdet sprog – identitet, sprog – erindring, oversættelse, musik som udtryksform og en hel del andet. Ret spændende faktisk, men ikke just let læst. Ikke desto mindre lykkes det forfatteren at konstruere en så fængende spændingskurve, baseret på noget så langhåret som forveksling af to kladder, at man bare MÅ læse videre. Desværre taber romanen pusten over den sidste tredjedel.

I det hele taget kunne bogen med fordel have været noget kortere. Den er noget langsomt fremadskridende og omstændelig i sin udtryksform. Det er virkelig en bog man skal ville, men orker man den belønnes anstrengelserne med filosofisk eftertanke til lang tid.

En klage til forlaget: Man forledes af bagsideteksten til at tro det er en ny roman – det er IKKE tilfældet, den er fra 1995.

Boganmeldelse af Tine Demandt