|
Pigen med majblomsterne af Karin Wahlberg Oversat af Ina Nielsen (Bazar)
    
Historien starter i en ældre udlejningsejendom, opført til den såkaldte arbejdende befolkning, fra begyndelsen af nittenhundredetallet. Ejendommen er blevet renoveret for nogle år siden, bl.a. er vaskekælderen blevet flyttet, hvilket gav anledning til en del brok og støjproblemer for en af beboerne.
Fredag den femte april ligger en kvinde på betongulvet med stirrende øjne. De er blodsprængte og blinker ikke engang. En blodig masse er trængt ud fra baghovedet. Er det grov vold med døden til følge eller er det direkte mord?
Ejendommens beboere bliver afhørt, men der er en mur af tavshed omkring dem, bortset lige fra den interne konflikt med beboeren, som har støjproblemerne fra vaskekælderen. Politiet har derfor ingen spor at gå ud fra.
En uge senere forsvinder den 10-årige Viktoria. Hun er enebarn og bor hos sin mor, og de er hver især belastet af deres egne personlige tragedier. Har de to sager have noget med hinanden at gøre?
Louise, der er vikar for chefen som er på barselsorlov, leder efterforskningen. På hjemmefronten ligger Louise i skilsmisse. Hun bor alene med sine to børn og for at det ikke skal være løgn, så står hun også med en uønsket graviditet. Man må sige at problemerne er store og mange. Hvordan takler hun det?
Pigen med majblomsterne er ikke sindsoprivende spændende med hensyn til selve opklarings arbejdet, men bogens mange almindelige personer, som alle er vigtige, er meget detaljeret beskrevet, med hver deres hverdag og særpræg. Deres skæbner er viklet ind i hinanden og det er lige netop det der gør bogen levende og interessant.
Boganmeldelse af Kirsten Høier
Læs uddrag af bogen her

|