Plante og jeg
af Henriette Elmøe
(DarkLights)



Bogens hovedperson og navnløse fortæller lever i et tæt, symbiotisk forhold med en tropisk plante, som han også står i telepatisk kontakt med og/eller er i stand til at smelte sammen med. Plante (personificeret) er tilsyneladende primus motor i fortællerens udvikling og vækst.


Plante skubber ham i den af Plante ønskede retning, og står for et par kosmiske rejser gennem rum og tid, der udmønter sig i hovedpersonens åndelige vækst, miljømæssige bevidsthed og afsluttende kønsskifte.

Der er ingen grund til at pakke det ind: Det er efter min mening en uinteressant og dårligt fungerende bog. Givetvis med mange gode og velmenende intentioner, men det virker bare slet ikke. Jeg vil tro at forfatterens hensigt har været at skrive et poetisk værk, men det kammer over i det vamle, overlæsset med hvalsang, kosmisk energi, atlantismyten etc. etc. En mærkelig handling uden nogen klar struktur, som slet ikke fungerer. Fyldt med budskaber i retning af det værdifulde i regnskovens bevarelse og dens slags, fint og prisværdigt, men bare ikke det gode bøger er lavet af. Oven i købet sat med en tegneserieagtig skrifttype, der er anstrengende at læse i længden.

På plussiden – og sådan én er der heldigvis – tæller et fint, saftigt omslag i alle mulige nuancer af grønt, og nogle rigtigt gode illustrationer i ligeså klare farver. Den er skrevet i et pletvist humoristisk og legende sprog som sammen med billedsiden redder bogen op på én stjerne.

Boganmeldelse af Tine Demandt