Privatpersoner
af Juliane Preisler
(Gyldendal)



Romanens åbningsscene er et middagsselskab med tre voksne par, hvoraf de to bliver romanens gennemgående figurer. Ea og Rolf er gift med hinanden, hun er ikke-praktiserende skuespiller, er måske gået lidt i stå og sejler tilsyneladende distanceret og lukket inde i sig selv gennem sin dagligdag. Han kunne være forfatter, i hvert fald en ”åndsarbejder” med hjemmekontor.

Rie og Martin udgør det andet og noget ældre par. Martin er døende af knoglekræft og bruger hver eftermiddag på at male i sit atelier et sted i København. Rie er hans bekymrede hustru hvis holdepunkt i høj grad synes at være tilberedning af hans mad og hans indtagelse (eller ikke-indtagelse) af samme.

Under middagsselskabet opstår der en eller anden kontakt/forbindelse mellem Ea og Martin. Martin bliver ironisk nok katalysator og omdrejningspunkt for Ea i hendes oplevelse af en virkelighed, der begynder at sprække og skride ud. Der må ligesom være noget mere?

Andre spor i romanen er forholdet mellem Ea og Rolf, der bliver stadig mere fjernt og ender med en separation. Og Martins rask fremadskridende sygdom og stigende smerter, og hvad der gør ved ham, ved Rie og ved deres samliv, indtil og ud over afslutningen. Hertil kommer en mængde af større og mindre sidehandlinger, båret af en lang række mere eller mindre perifere personer.

Titlen Privatpersoner, de indledende liniers sammenligning af personerne med ”Sæbebobler. Og hvis boblerne stødte sammen, ville de gå i stykker” og omslagets gråtonede sæbebobler anslår tilsammen helt perfekt bogens grundtone: Mennesket lukket uhjælpeligt inde i sig selv. Eller ensomheden som et grundlæggende vilkår, om man vil.

Fortællingens form består af skiftende kig ind i romanpersonernes tanker, ca. en halv til en hel side ad gangen, hele tiden vekslende mellem romanens forskellige karakterer. Der er overvægt af de fire bærende personer, men selv helt perifere karakterer som f.eks. en tilfældigt forbipasserende på et fortov lægger øjne og stemme til.

Det er en krævende fortælleform, sikkert også for forfatteren, men i hvert fald for læseren. Men vel ovre den barriere oplevede jeg den som en stor styrke ved romanen. Den tilfører i hvert fald mangfoldighed og kompleksitet til fortællingen. Dog kunne romanen med fordel være beskåret noget, der ville være rigeligt med både nuancer og stof endda.

Jeg oplever at romanen har sin styrke blandt andet i en fin dissekering af (udvalgte) processer i det menneskelige sind og mange præcise iagttagelser, helt ned i de mest hverdagsagtige detaljer. Fortællingen, sammensat som en mosaik af en række små brudstykker som den er, ender med at give mening og hænge sammen. Jeg synes at især de to kvindelige hovedpersoner er vellykkede – de har ligesom hver sin sprogklang i gengivelsen af deres tanker.

Det poetiske sprog kammer lejlighedsvis over i det klicheprægede, til andre tider rammer det lige i plet. Samtidig har det en lidt hakkende og tøvende karakter, fyldt med brud og gentagelser. Der er tydeligvis mening med det, men det kan godt blive noget ensformigt i længden.

Let læst er den som det fremgår ikke. Især er den svær at komme i gang med, men ender med at gøre stort indtryk. Og den bliver hængende længe efter man er færdig med at læse den. Det er en fremragende bog, blot skal man være indstillet på at arbejde for sagen.

Boganmeldelse af Tine Demandt