Rødhætte
af Unni Lindell
Oversat af Ellen Boen
(Lindhardt & Ringhof)



Tre søstre med samme mor og hver sin far vokser op i en lille flække i Norge. Mor er ikke særlig ansvarlig overfor sine børn, for hun tænker kun på at have det sjovt med veninderne, så om aftenen når pigerne er lagt i seng, er der liv og glade dage i huset. Senere bliver det til ballade med råb og skrig. Som følge af mors uansvarlighed bliver pigerne anbragt hos mormor, hvor deres opvækst er trist og ensom.

En dag går en af pigerne alene ind i skoven. Her møder hun den grusomme mand, som river hendes kjole i stykker. Hun kan huske det ar han har på knæet, da det havde form som en robåd, men hun kan ikke fortælle det til nogen, da hun har brudt mormors regel om at gå alene ind i skoven.

Som børn har søstrene en følelse af ikke at høre sammen – en følelse som følger dem ind i voksenlivet. Én er blevet fotograf, én jordemoder og én misbruger af diverse rusmidler. Men hvem af dem er det, der ikke kan tolerere besværlige og irriterende mænd?

En pensionerede politimester, som bestemt ikke bryder sig om kvinder indenfor politiet, og ej heller om svage kvinder, sidder og pusler med en ældre sag, der starter som en rutinemæssig opfølgning af et pludseligt og uforklarligt dødsfald. Sagen omhandler en onkel til de tre søstre, som dengang var meget unge.

Politimesteren kommer på sporet af morderen og er så tæt på, at han næsten står og puster hende i nakken. Hun er under pres og må kæmpe for at overleve. Hendes egen trosbekendelse ”jeg vil, jeg vil, jeg kan” kommer hende til gode.

Rødhætte er en psykologisk thriller om en kvindelig morder, der altid er bange for ikke at være god nok. Gys med undertoner af den sociale arv. Det er en god og velskreven bog, som formår at holde læseren fast til sidste side. Jeg vaklede mellem tre og fire stjerner, men den mangler lige det sidste gys for at det kunne blive til fire.

Boganmeldelse af Kirsten Høier