top
logo

Login




Home

Renæssancens verden Udskriv Email

Renæssancens verden
af Ole Høiris og Jens Vellev
(Aarhus Universitetsforlag)




Aarhus Universitetsforlag har udgivet denne bog som bidrag til renæssanceåret 2006. Den består ifølge bogens eget forord af indlæg fra en lang række af universitetets forskere fra samtlige fem fakulteter, fordelt ud i fire overordnede emneområder.


Renæssancens tænkning
Består af ni forskellige bidrag omhandlende forskellige aspekter indenfor videnskabshistorie, filosofi, antropologi og retsvidenskab. Særligt interessante fandt jeg indlægget om alkymi og hermetisk kemi, det antropologiske bidrag om renæssancens opfattelse af ”den vilde” samt afsnittet om den opnormering af melankolien til nærmest åndsaristokratisk kendetegn ved sande fyrster, kuntsnere og filosoffer, der fandt sted i perioden.

Renæssancens kulturliv
Otte bidrag indenfor litteratur, billedkunst, teater m.m. Der er et relativt langt indlæg om Shakespeare af lidt mere oversigtspræget karakter efterfulgt af et bidrag om dansk dramatik i perioden, hvoraf i hvert fald sidstnævnte område var fuldstændig nyt for mig. Nævnes kan også en ganske læseværdig redegørelse for afskrifter af de islandske sagaer som udtryk for erindringsprocessens betydning for dannelsen af den nordiske identitet.

Renæssancens dagligliv
Tre indlæg med udspring i arkæologien (om saltsydning på Læsø, hvælvede kældre, den fremherskende mode indenfor vinduesruder (!) i renæssancen), et enkelt om dagligt nonneliv på et italiensk kloster og en lingvistisk redegørelse for den gensidige påvirkning mellem en canadisk indianerstamme og baskere.

Renæssancens efterliv
Ikke som man kunne tro tanker om livet efter døden, men tre blandede indslag om renæssancearkæologisk arbejde i nutiden, renæssancens spor i nyere dansk arkitektur, samt en fortælling om en dansk musikforsker i det 20. århundrede, som ved en kombination af hårdt arbejde og held fandt nogle hidtil ukendte manuskripter i Milano. Dette sidste i høj grad belyst gennem hans egne breve fra rejserne samt manuskripter til foredrag – overraskende interessant læsning.

Jeg må først og fremmest tilstå, at jeg personligt er skruet sammen på en sådan måde at jeg kan bringes til at finde næsten alting interessant, hvis det bliver formidlet af folk der selv brændende interesserer sig for emnet. Engagement og interesse er simpelthen smitsom – og de smitter selvfølgelig lettest hvis fortælleren/forfatteren/underviseren forstår at formidle sit stof. Og det er tilfældet for stort set alle bidragyderne i denne bog. Jeg går ud fra at en del af æren herfor tilkommer redaktørerne – så den være hermed uddelt til dem også. Jeg vil ikke gå i dybden med de enkelte afsnit - det vil sprænge rammerne for denne anmeldelse - blot nævne, at ud af de 25 indlæg i bogen har jeg kun fundet et enkelt, der efter min vurdering ikke holder standarden.

Emner spænder vidt, som det fremgår ovenfor, og denne mangfoldighed oplever jeg som et plus. Ønsker man et samlet overblik over renæssancen som periode, findes der givetvis værker der er bedre – men som kilde til aha-oplevelser af nye sammenhænge er denne bog med sin store spændvidde afgjort suveræn.

Det betyder også, at man som læser næsten ikke kan undgå at blive præsenteret for nye områder og emner, som man måske ikke selv ville opsøge, måske ligefrem springer over når man støder ind i dem. Det er selvfølgelig stadig mulig at hoppe over – men det er lidt snyd. Og så må man jo endnu engang konstatere, at det kan være fascinerende at lære noget nyt!

Illustrationerne er velvalgte, tydeligvis med sigte på at understøtte teksten, men en lækker billedbog er det omvendt heller ikke.

En sidste ting jeg gerne vil fremhæve på plussiden er at bogen ”som håndværk” er ganske lækker. God kvalitet af papir og omslag, den skal nok holde til mange gennemlæsninger og opslag over årene.

Der er faktisk ikke meget, der ikke er lykkedes med denne bog. Sine steder er kvaliteten sprogligt og formidlingsmæssigt svingende, men det er nok umuligt at undgå med så mange forskellige forfattere. Ikke alle indlæg er efter min opfattelse lige fængende, men det er i høj grad interesseafhængigt, og skal ikke lægges værket som sådan til last.

Dog stiller den visse krav til sin læser: Evnen til at tygge sig igennem tekster, der periodevis kan være svært tilgængelige. Evnen til at lade sig begejstre over emner og perspektiver, der for en lægperson som undertegnede, fremstår som næsten freakede (her tænker jeg ikke mindst på indlægget om mik’maq-indianernes omgang med baskere, men sandelig også på indlægget om vinduesrude-moden i renæssancen). Og så skal man være i stand til at håndtere værket rent fysisk – og det er stort!

Mener man at kunne leve op til disse forudsætninger, kan jeg varmt anbefale denne bog. Jeg synes alt i alt det er et stykke fremragende formidling fra Århus Universitet, som skal have al mulig ros for på den måde at delagtiggøre sin omverden i den forskning, der bedrives på stedet.

Bogen får 4 stjerner med pil opad.

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/