Rød død
af Peter Gissy

Han turde ikke gå samme vej som aftenen før. Selv om omvejen plejede at sinke ham med næsten ti minutter, gik han denne gang så hurtigt at han tilbagelagde strækningen til Stasiarkivet på femogtyve minutter. Den gamle bygning blev oplyst af den tidlige sols første stråler, vinduesruderne skinnede. Han så Georg Hoffberg bære sin cykel op ad trapperne til opsynsmandens kontor. "Hej, Karl!" råbte Hoffberg med sin lyse stemme. "Har du hørt at Annina fik en lille i nat? Så lykkedes det altså for Strich." Hoffberg lo højt og gjorde en bevægelse som var svær at misforstå. Annina Schuhmacher var sekretær på registreringsafdelingen, en smuk pige som alle havde haft et godt øje til.


Hun var faldet for en smed ved Bundesbahn, et langt rær som var så mager og ranglet at han blev kaldt Der Strich. Stregen. Hanousek orkede ikke at svare, vinkede bare lidt med hånden.
Han skyndte sig ind på sit kontor. Der var tomt som han havde forventet. Gerd Eisenberg ville dukke op ved nitiden, det gjorde han altid fredag morgen. Til gengæld plejede han at blive længere end de andre, men Hanousek ærgrede sig alligevel over kollegaens vaner. Denne morgen var han imidlertid ganske ligeglad med hvornår Eisenberg indfandt sig. Han havde brug for disse timer så han kunne nå at grave det materiale frem som stod nævnt på sedlen. Han vidste hvilken afdeling han skulle kontakte, gudskelov kendte han personalet fordi han for nogle år siden havde vikarieret der. Han tastede et internt nummer på telefonen. Han var tør som et viskelæder i munden. Da Zimmermann svarede, vidste han ikke hvad han skulle sige.
Klokken tyve minutter i et fik han beskeden.
"Jeg kan ikke finde det, Karl." I et mareridtsagtigt øjeblik troede han at han skulle besvime. "Hvad siger du? Du skal finde det!" skreg han ind i røret.
"Du hørte hvad jeg sagde. Dokumentet er her ikke. Det ligger ikke på sin plads. Enten har nogen taget det, eller også er det fejlsorteret."
" Har du ikke markeret at dokumentet er fjernet?"
" Hvad regner du mig for, Karl?" Zimmermann lød urolig. "Hvad skal du med det? Er det vigtigt?"
Karl Hanousek tænkte desperat. Han bed sig i læben. "Jeg kommer op."
Han smed røret på uden at lytte til den andens protester. Sveden løb ned over hans ansigt, og han tørrede den af med skjorteærmet. Verflucht! Det havde han ikke regnet med. Hænderne rystede da han tog et stykke papir og rejste sig.
Eisenberg kiggede op da Karl Hanousek gik hen mod døren. "Vi har fagligt møde om tyve minutter, Karl," sagde han advarende.
"Jeg er straks tilbage."
"Det gør du klogt i."
Gamle Zimmermann ventede på ham ude i korridoren. Han var iført jakkesæt. Det grimme brune slips som han altid havde på, var sikkert fra halvtredserne. Skjorten havde engang været hvid, men var nærmest grålig nu og havde en mørk, fedtet rand rundt om kraven som snærede om den tykke hals. Maven bulede ud over livremmen, og alle vidste det var længe siden at Sepp Zimmermann havde kunnet knappe jakken. Han betragtede tankefuldt Hanousek og pillede sig i øret.
"Er du syg, Karl?"
"Jeg må have det materiale, Sepp. Det må jeg bare."
"Tal ikke så højt. Jeg har jo sagt…" Zimmermann tav da han så panikken i Hanouseks øjne. „Jeg er ked af det, Karl. Naturligvis kan vi spørge Müller, måske er det sendt et sted hen uden vores vidende. Sådan noget er jo sket før."
Hanousek for sammen og rystede forvirret på hovedet. "Aldrig, Sepp, hører du, ikke Müller. Vis mig hvor…"
Et øjeblik efter balancerede han på stigen. På den øverste hylde, så nær det gråmalede loft at han kunne nå det med fingerspidserne, så han den smalle sprække hvor dokumentmappen måtte have stået engang. Han tog mapperne på begge sider ud, begge havde forkerte numre. Fandens! Alligevel åbnede han dem med dirrende hænder, svedperlerne løb ned i hans øjne og fik ham til at blinke. Forkert indhold. Da han tørrede sig med hænderne over panden, blev sveden blandet med støvet.
"Du er sort under øjet," oplyste Sepp Zimmermann nede fra gulvet. "Kom nu ned, du må jo ikke være her. Ellers sætter du mig i forlegenhed."

Læs mere om bogen på www.cicero.dk