Saabyes cirkus
af Lars Saabye Christensen
(Aschehoug)



”Det nytter ikke at lede efter en nål i Amerika hvis man har mistet den i Afrika.”

”Jeg var nær ved at få nervesammenbrud eller tynd mave.”




På en bogmesse i Paris falder en forfatter ned fra scenen. Faldet bringer ham en tur ned ad Memory Lane og i Saabyes cirkus deler han sin historie med os.

Hans historie, som er historien om hvorfor han valgte at blive forfatter, strækker sig over en periode på tre måneder i efteråret 1965, dengang vores forfatter blot var en ung knægt på 13 år.

Den lille lokale musikbutik har en Fender Stratocaster i vinduet. Dette vidunder af en guitar forblænder vores unge ven og i jagten på ejerskabet af denne guddommelige elektriske guitar, iler vores forfatter straks til den nærmeste blomsterhandler, hvor han søger arbejde som blomsterbud. Der er ingen tid at spilde. Han får jobbet og efteråret 1965, hvor han arbejder som blomsterbud for Finsens Flora, skal vise sig at blive er lærerig periode i vores unge vens liv.

Saabyes cirkus er en lille underfundig fortælling, som leger med ordene og jonglerer med sætninger på imponerende vis. Historien er set med et barns øjne og fortalt ud fra et barns uskyldige og til tider naive sind, hvor begreber som "grønne fingre" vækker stor undren hos vores fortæller, når han ikke kan se hvor personens fingre er grønne henne.

Denne lille bog er hurtigt læst. Dog kræver den lidt ekstra af sin læsers opmærksomhed, da den er skrevet ud i ét og derfor ikke har kapitelopdelinger eller afsnitsmarkeringer at byde på. Den finurlige brug af det skrevne ord gør, at mange af sætningerne ofte forekommer meget lange. Dette bevirker, at læseren får nemt ved at forestille sig fortælleren som et utålmodigt barn, der ikke kan vente med at dele sin historie med os. En fortællerstil som jeg normalt ikke bryder mig om, men som i dette tilfælde er særdeles flatterende for bogen og dens handling.

"(...)at rapse et vist antal sedler af husholdningspengene i tredje skuffe til højre i chartollet i stuen var at gå direkte i fængsel, i og med at far var kasserer i banken på Soli Plass, ikke nok med det, han var hovedkasserer, det betød at når det gjaldt tal, var det kun finansministeren, Joakim von And og Gud der stod over ham, og ikke en øre gik hus forbi dér."

Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe