|
Sagde du noget, kælling - lydbog |
|
|
|
Sagde du noget, kælling af Joan Iserhorst Indlæst af Liselotte Kroager Spilletid: 455 min. (Audioteket)
    
Efter Flemmings pludselige død er Mia ladt tilbage alene med deres to døtre. Mia har svært ved at finde ud af hvordan hun har det med Flemmings død og hun vakler mellem afsavn, foragt og lettelse.
Afsavn fordi hun elskede Flemming og deres liv gennem 18 år så utrolig højt. Foragt fordi han var sammen med sin, for Mia indtil på det tidspunkt ukendte, elskerinde da han døde. Lettelse fordi Mia nu har friheden og modet til at leve livet på sine egne præmisser, være mere eventyrlysten og ikke længere behøver at stå i skyggen af sin mand.
Da Mia og hendes to døtre flytter i lejlighed finder hun en god veninde i overboen, og det varer ikke længe før hun møder denne nye venindes bror, som på én gang virker uhyggelig og spændende, fordi han har været i fængsel. Mia vælger at overhøre adskillige advarsler og indleder et forhold til denne tiltrækkende mand. Det bliver et forhold præget af vold og alkohol og Mia er den eneste som ikke ser alle advarselslamperne blike før det er for sent.
Sagde du noget, kælling er en skildring af livet som offer i et voldeligt forhold, hvor alkohol, frygt, magtesløshed, psykisk terror og ambivalente følelser er en del af hverdagen. Bogen giver et fint billede af de tanker som går igennem en voldsramt kvindes hoved og hvordan usikkerheden påvirker børnene, uden dog at være alt for malende i sine beskrivelser af overfaldene i hjemmet.
Sproget er godt og indlevende og man fornemmer tydeligt den bagatellisering som offeret konstant forsøger at gøre overfaldende til, ganske som det så ofte er tilfældet ude i de virkelige familier som plages af samme kvaler.
Oplæseren Liselotte Kroager gør et rigtig godt stykke arbejde og gennem hendes stemme nærer man hurtigt sympati for den ellers så stærke Mia, uden at det bliver til en ynkelig medlidenhed. Liselotte Kroagers stemme indeholder en vis portion varme og nærhed, hendes sprog er flydende og trykkene lægges korrekt hver eneste gang.
Lydbogsanmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe
|