|
Skæbnegalleriet af Helle Stangerup (Politikens Forlag)
    
12. oktober i London lyder der en kanonsalut. En prins er blevet født. Den første i seksogfyrre år. De hen ved hundrede kirkeklokker bliver stemt og kimer. Det mylder med glade mennesker til fods, balancerende på hesteryg, på hustage og de unge og frygtløse på tagryggene. Hele byen er gået amok i en glædesrus.
Midt i al herligheden genser maleren Hans Holbein Meg. Hun er en ganske særlig kvinde. Ikke den største skønhed, men Hans har aldrig tidligere mødt så helstøbt et menneske som hun. Han overværer at Meg bliver udsat for drabsforsøg og kan ikke lade være med at spekulere på hvorfor nogen ønsker hende død. Hans kommer i besiddelse af en kniv som har nogle symboler på skaftet. Hvilke betydninger har symbolerne? Hans sætter sig for, at han vil opklare både mordforsøget og symbolerne, men det skal vise sig at være en farlig sag, hvor han bliver viklet ind i et virvar af intriger og religiøse modsætninger.
Dronningen dør i barselssengen kun tolv dage efter prinses fødsel og kongen skal finde sig en ny kone. Hans bliver ufrivilligt udset til at male de kommende ægteskabsemner, hvoraf den ene er prinsesse Christina af Danmark. Hans er en mand der ikke går på kompromis med sin kunstneriske samvittighed, men da han skal male Anne af Cleve lader han sig alligevel overtale til at forskønne hende så hun fremstår bare nogenlunde nydelig, hvilket hun bestem ikke var.
Skæbnegalleriet er en god historisk roman om maleren Hans Holbeins liv. Man tages med ind i hans atelier, hvor han diskuterer med sin lærling, om hvordan farverne skal blandes og lægges på lærredet. Man kommer med på rejse og bliver viklet ind i intriger, magtkampe og forståelse for de religiøse modsætninger. Man får måske Englands største drama under huden.
Bogen er god og den er godt skrevet, uden at den dog helt formåede at bringe mig ind i en anden tid. En flot bog som jeg vil anbefale andre at læse.
Boganmeldelse af Kirsten Høier

|