|
Skjulte fejl og mangler af Elsebeth Egholm (Lindhardt & Ringhof)
    
Midt i en festlig fødselsdagsmiddag med veninderne Ida Marie og Anne, opdager journalisten Dicte Svendsen, at der flyder en plastikbalje rundt i Århus Å, lige ud for den café hvor selskabet sidder. Plastikbaljen viser sig at indeholde liget af en nyfødt baby, som er indhyllet i et håndklæde hvorpå en side fra Koranen er påsyet.
Fundet af liget chokerer de tre veninder, ikke mindst Ida Marie, som er højgravid og kan føde hvornår det skal være. Anne, som er jordemoder, er også følelsesmæssigt stærkt berørt af fundet og da en ukendt galning begynder at skrive "DØ!" i panden på de nyfødte børn på Skejby sygehus, hvor Anne arbejder, ruller sagen for alvor. Ida Marie sættes til at føde på netop denne afdeling og pludselig er de tre veninder dybere involveret i de to sager end de bryder sig om.
Skjulte fejl og mangler er en femikrimi af den bedste kaliber og Elsebeth Egholm - Danmarks svar på Liza Marklund - leverer virkelig varen i bogen om en sag, som godt nok er fiktion, men som sagtens kunne have fundet sted i dagens Danmark.
I dette første bind af indtil videre fire bøger om journalisten Dicte Svendsen, introduceres vi for de fire bøgers hovedpersoner Dicte, Ida Marie, Anne, Wagner, Bo, Rose og Kaiser. Jeg læste selv bøgerne i omvendt rækkefølge (først Selvrisiko, siden Personskade og dernæst Skjulte fejl og mangler mens jeg stadig har Nærmeste pårørende til gode), hvilket i og for sig ikke betyder så meget for forståelsen, da hvert enkelt bind kan læses særskilt. Dog synes jeg, efter at have læst Skjulte fejl og mangler, at det er rart at kende personernes indbyrdes forhold til bunds, hvilket man gør efter at have læst denne bog.
Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe

|