|
Skygge af Karin Alvtegen Oversat af Mone Hvass (Tiderne Skifter)
    
92-årig Gerda Perron findes død i sin lejlighed af hjemmehjælpen efter at have ligget der i tre dage. Lejligheden består af et køkken, en stue og et soveværelse. I soveværelset ligger en væltet rollator, natbordet er væltet, sengetøjet er taget af og man finder et væltet vandglas. I natbordsskuffen ligger en del avisudklip, en bibel, en halskæde og 11.570 kroner.
Kristoffer har hver måned fået et varierende beløb ind ad brevsprækken på en anonym anvisning, men beløbet er udeblevet i denne måned.
Gerda har ikke nogen familie, men efterlader alt til Kristoffer, der er blevet forladt af sin mor som 4-årig. Han var blevet valgt fra.
Kristoffer kender ikke Gerda, men håber at han nu gennem hendes liv, kan få viden om sine forældre.
Gerda har været husholderske hos den berømte nobelprismodtager Axel Ragnerfeldt, som kom på plejehjem efter en alvorlig hjerneblødning. Han er lammet og fanget i sin egen krop, uden mulighed for at kommunikere med omverden. Det vides ikke hvor meget Axel forstår af hvad der blev sagt. Hans søn fører hans forfatterskab videre ved foredragsvirksomhed. Sønnen har hele sit liv levet i skyggen af sin far, selv hans frygtelige ægteskab er en gentagelse af hans forældres.
Skygge er en rigtig god og velskreven psykologisk thriller. Den er fyldt med kulde og smerte. Løgne, utroskab og alkohol. Den sociale arv florerer bravt og med Gerdas død sættes der virkelig gang i begivenhederne. Jeg skal lige love for, at skyggesiderne vælter frem omkring familien Ragnerfeldt. På et tidspunkt sad jeg og havde medlidenhed med Axel, men da jeg nåede længere ind i bogen ændrede jeg mening og tænkte ”hvad skal man med rigdom og berømmelse, når det ikke giver lykke og kærlighed”?
Hvis du ikke allerede har læst den, så har du virkelig noget til gode.
Boganmeldelse af Kirsten Høier

|