|
Skyggens lærling af John Flanagan Oversat af Birgit Schlifer (Borgen)
    
Værket er efter forfatterens eget udsagn skrevet til hans (dengang) 12-årige søn, dels for at få ham til at læse, dels for at skabe en helteskikkelse, som en spinkel og knap så sportslig dreng kan identificere sig med. Målgruppen er således store børn og unge, men den kan sagtens læses af voksne. Jeg ville også uden at tøve læse den højt for yngre børn, bare de ikke bliver skræmt for let.
Sproget er enkelt, der er masser af action i et fantasyunivers, som for resten ikke er særligt originalt (ikke at det gør noget): Der indgår noget Tolkien mixet op med europæisk middelalder og vikingetid. Geografi og etnografi udspringer af europæisk nutidig ditto, bare med lidt tillempning hist og pist.
Der er på dansk udkommet indtil videre tre bind i serien, udmærket oversat til et let læst dansk.
Første bind, Gorlans Ruiner, beretter hvordan den forældreløse Will udpeges til rangerlærling, hans første læretid, og om den heltemodige og kreative indsats, der redder hans læremesters liv i kamp mod onde skabninger. Bogen handler om (blandt andet) at finde og vælge sin plads i livet og om usikkerhed og misforståelser, der fører til fjendskab blandt mennesker.
I andet bind, Den Brændende Bro, trækker det op til krig. Will og hans kammerater opdager en krigslist fra fjenden, der kunne koste dyrt, og beslutter at ødelægge fjendens planer. Det lykkes, men Will og den unge pige Evanlyn tages til fange i forsøget og føres bort til det fjerne og kolde land Skandia. Tema: At påtage sig ansvar, sammenhold og venskab.
Tredje og foreløbigt sidste bind, Det Vinterfrosne Land, beskriver Will og Evanlyns tid som trælle i Skandia under kummerlige og livstruende forhold. Og hvordan de flygter med hjælp fra en lokal jarl, der har fattet sympati for deres mod og sammenhold. Parallelt hermed et handlingsspor, der følger Halt og ridderlærlingen Horace på deres vej gennem Gallica (jo, de taler også fransk!) for at undsætte deres venner – krydret med tvekampe og andet godt. Bogen slutter uden at disse to handlinger mødes – så man ser frem til næste bind i serien med stor forventning.
I det hele taget er tredje bind mindre afrundet end de to foregående, virker lidt mere tomgangsagtigt, og dermed knap så vellykket.
Alt i alt er dette efter min mening en fremragende fantasyserie. Jeg havde stor fornøjelse af at læse den selv og spejder nu rundt i omgangskredsen efter et barn i passende alder at læse højt for. Og så venter jeg i spænding på bind fire.
Boganmeldelse af Tine Demandt

|