top
logo

Login




Home

Smaragdfuglen Udskriv Email

Smaragdfuglen
af Linda Holeman

Oversat af Ursula Baum Hansen
(Sommer & Sørensen)



Linnet Grow, otteogtyve år, ser tilbage på sit liv, som er fyldt med fattigdom, ondskab og grusomheder.




Vi møder hende vinteren 1823 i Liverpool. Hun bor sammen med sin stedfar i et par lejede værelser på anden sal i en faldefærdig lejekaserne.

Linnet mistede sin mor for et år siden. Hun er på dette tidspunkt elleve år, forfærdelig lille og har ikke nogle former endnu, men det forhindrer ikke Linnets fordrukne stedfar, som hun brænder af had til, til at faldbyde hende til de mange mænd, der kun tænker på at få tilfredsstillet deres behov.

Linnet ender som prostitueret på Paradise Street og ved med sig selv, at hun ikke vil blive hængende i den tilværelse. Linnet Grow skal blive et navn, som folk vil komme til at huske. Hendes medfødte intelligens, livsmod og drømme hjælper hende til at overleve de grove seksuelle mishandlinger og morderiske overgreb hun udsættes for.

Linnet møder Faith, som vil med ”Fiskerflåden” til Inden, hvor de unge jomfruer søger ægtemand blandt de udstationerede embedsmænd. Det lykkes Linnet, at lyve sig til en plads i det bedre borgerskab med fine kjoler, bedre mad og tjenestefolk. Med andre ord lever hun som en ”Lady”, men kvinders vilkår er ikke nødvendigvis bedre der, må Linnet sande.

Linnet indgår et ulykkeligt proformaægteskab med en rig sadistisk homoseksuel mand, for at give ham et alibi og holde på sin egen hemmelighed. Ægteskabet fører til en ferie i Kashmir, hvor Linnet bliver bortført og kommer til at opleve den store lidenskab med en indfødt rytter - et helt andet liv.

Bogen er inddelt i tre dele hvor vi starter i Liverpool, bevæger os til Inden og tilbage til Liverpool igen. Holeman tager helt pusten fra mig med sin helt fantastiske roman, der velskrevet og følsomt, forførende og levende beretter om den forfærdelige mishandling af kvinder.

Smaragdfuglen er Linda Holemans første roman på dansk, men forhåbentlig ikke den sidste. Hvis hendes andre bøger holder samme niveau sidder jeg parat.

Boganmeldelse af Kirsten Høier



 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/