|
Sølvhesten af Lene Kaaberbøl (Phabel)
    
Kat bor sammen med sin mor, sine søskende, sin stedfar og kokken Tad, på Ranunkelkroen i Tre Dale. Hun er en vilter og selvstændig ung pige som ikke bryder sig om at tingene står stille eller går for langsomt, og hun kommer ofte op og skændes med sin stedfar, fordi hun ikke kan lade være med at provokere ham og sige ham imod.
En dag får gården besøg af en kvindelig gæst, der rider på det smukkeste dyr Kat nogensinde har set. En sølvskinnende hest med rovdyrøjne – en marehest. Hestens rytter, en kvinde fra Bredinarikorpset, giver hende en sølvmedaljon inden hun tager af sted, men hvad det betyder, andet end at det er en smuk og meget dyrebar gave, ved Kat ikke endnu.
Da hun en dag for alvor kommer op og toppes med sin stedfar besluttes det, at hun skal sendes væk. Hun skal i lære som farvemester hos en af sin mors bekendte, noget som Kat absolut ikke har lyst til.
Mødet med rytteren og den smukke og mystiske sølvhest, samt konsekvenserne af, at Kat sendes hjemmefra, betyder at der vendes op og ned på hendes liv. Et eventyr hun aldrig kunne have forestillet sig åbner sig for hende, og hun skal blot have modet til at springe ud i det.
Sølvhesten er første bind i serien om den rødhårede viltre pige Katriona.
Personligt syntes jeg Lene Kaaberbøl skriver rigtigt godt, og denne bog er endnu et eksempel herpå. Historien om Katriona er meget fangende og man finder først ud af hvor lang tid man egentligt har siddet og læst, når man er færdig med bogen. Dog er bogen utroligt kort og med sine knap 150 sider, er den meget hurtigt læst - man kan dog glæde sig over, at der er endnu to bøger i serien.
Til slut i bogen er der også en lille introduktion til landet Breda og dets folk, hvilket er ganske sjovt at sidde og læse, da det giver en et lidt større indblik i hvordan det hele hænger sammen.
De to andre bind i serien er; Hermelinen og Isfuglen.
Boganmeldelse af Michelle Revsbech

|