Sommeren uden mænd
af Siri Hustvedt
Oversat af Jette Røssell
(Forlaget Per Kofod)

Den midaldrende forfatter Mia har i 30 år været gift med Boris og er stærkt knyttet til ham, følelsesmæssigt, seksuelt - på alle tænkelige måder. Det kommer som et chok for hende, at han forlader hende, tager en pause, som han så pænt formulerer det, til fordel for en yngre kollega. Mia bryder sammen og indlægges med en regulær psykose. Vel ude af hospitalet igen, men skrøbelig og rystet, tilbringer hun sommeren i et lejet hus i sin barndoms by, hvor hendes mor, som er enke, bor i beskyttet bolig. Mia har fået en tjans med at undervise en gruppe teenagere i kreativ skrivning. Hun etablerer desuden et venskabsforhold til nabokonen, en ung mor med to små børn og et lidt akavet forhold til sin ægtemand.

Romanen kommer således rundt om ikke mindre end fire generationer, eller fire livsstadier om man vil: Pubertetspigen, den unge moder, den midaldrende og den gamle kvinde.

Temaer som seksualitet (både mandlig og kvindelig) og mobning er bærende i romanen. Kunst, særligt litteratur, fylder også meget.  Mias digte er indlagt rundt omkring som kommentarer til hendes fortælling og skriveprocessen belyses både gennem gruppen af unge piger og af Mias egne overvejelser.

En interessant karakter er den anonyme NN, der ud af det blå henvender sig til Mia pr. mail. Indledningsvis truende, men efterhånden som romanen skrider frem bliver NN en inspirerende sparringspartner. Blot for at trække sig tilbage i intetheden hen mod slutningen. En anden biperson, der nok kunne fortjene en større plads, er moderens skrøbelige veninde Abigail, der har produceret nogle fantastiske, tvetydige broderier som syrligt-ironiske kommentarer til kvinders livsvilkår.

Mias jegfortæller henvender sig gentagne gange til læseren i direkte tale. Hun er en ualmindeligt reflekterende jegfortæller, hvis mange, lange og abstrakte overvejelser kan være noget tunge at komme igennem. Personligt synes jeg ikke om det. Der er efter min smag en overvægt af kommenterende beretning på bekostning af handling. Jeg sidder også tilbage med en generende følelse af at fortællingen næsten voldes til at passe til det forfatterens dagsorden. Vi skal f.eks. åbenbart for enhver pris føres igennem samtlige tænkelige stadier i et kvindeliv. Måske skulle denne roman have været et essay i stedet?

Siri Hustvedt kan helt bestemt noget med sproget. Og hun er både observant og vidende. Men jeg synes ikke at denne roman lykkes helt – som roman. Derfor kun to stjerner.

Boganmeldelse af Tine Demandt