Sommertorden
af Erich Lost
Oversat af Mikael Witte
(Husets Forlag)



Handlingen udspiller sig i DDR 1953, fra marts til ca. juni måned, med udløbere både frem og tilbage i tiden. Den 17. juni 1953 fandt arbejderopstanden sted, udsprunget af folkelig utilfredshed med styret, stadig stigende krav til produktivitet, pampervælde og dårlige levevilkår. Denne opstand blev slået ned af DDR’s ledelse, godt hjulpet af sovjetisk militærbistand.

Der er adskillige, sidestillede hovedpersoner:

Hartmut Brücken, ung metalarbejder, som involveres direkte i opstanden. Gift med den tredje gangs gravide Clara. De bor hos hendes forældre. Hun arbejder ved jernbanen, forældrene er pensionerede, passer de to børnebørn. Da opstanden mislykkes, flygter Hartmut til vesten. Clara kommer i fængsel for meddelagtighed i opstanden.

Bruno Pfefferkorn, Stasileder med dårligt helbred, som slår opstanden ned. Gift med den meget yngre Thekla, som har et lidenskabeligt erotisk forhold til den lokale partiideolog. Presser Hartmut Brückens svigerfar til at forsøge at lokke ham tilbage i bytte for Claras frigivelse.

Dertil kommer en lang række bipersoner, som f.eks. familie og kolleger til hovedpersonerne, indsatte i fængslet, en enkelt CIA-provokatør m.fl.

Der er ingen tvivl om at forfatteren har et grundigt kendskab til den tid og det samfund, han skriver om. Han har levet og skrevet i DDR frem til 1981, hvor han flyttede til Vesttyskland, og har oplevet eksklusion og fængsling på grund af kontrarevolutionær aktivitet. I 1990’erne var han formand for Tysklands forfatterforening.

Der er bestemt gode sider ved denne bog – først og fremmest en god beskrivelse og karakteristik af et system, der snyder sine egne borgere og samtidig egentlig sig selv. Der er en dyb konflikt mellem systemets idealer og de barske realiteter. I systemets kamp for at bevare grebet bliver det paradoksalt nok mere og mere virkelighedsfjernt, forfaldent til en retorik og en propaganda hvis første offer (undskyld flosklerne, jeg har altså læst hele bogen!) er sandheden.

Man bliver mindet om propagandaen og så stor forskel fra 50’erne til 70’erne er der nu heller ikke. Samtidig får man åbnet øjnene for sin egen tids virkelighedsfjerne retorik (newspeak) hvor Udlændingestyrelser skifter navn til Udlændingeservice og Sygesikringskort til Sundhedskort. Hver tid sin svøbe.

Endelig har forfatteren et skarpt blik for menneskelige motiver, så små, lumre og lave de end kan være. Om hvordan man overlever ved til enhver tid at være på den rigtige side, eller i hvert fald forsøge. Men også for menneskers styrke til at stå ved sig selv og egen opfattelse af rigtigt og forkert.

Intet af dette kan dog bære romanen igennem som roman. Den fungerer overhovedet ikke på dansk Den er ellers udgivet med støtte fra EU’s kulturprogram – men når bornholmske landmænd modtager EU-støtte som bjergbønder bør man vel ikke undre sig over det heller.

Den skæmmes for det første af et næsten ulæseligt dansk, tungt og fodslæbende, meget lidt mundret, og det kan ofte undersættes direkte tilbage til tysk, ord for ord. Sproget står i så høj grad i vejen for læsningen at det er meget svært at få noget ud af bogen, alle gode intentioner til trods.

Der er (for) mange handlingsspor og personer, der flyder sammen og bliver svære at holde ude fra hinanden. Man sidder tilbage med en fornemmelse af en række sort-hvide papfigurer der flytter sig rundt på en flade, alt imens de udveksler opstyltede dialoger med spøjs ordstilling.

Og den sidste meget væsentlige indvending går på bogens indforståethed. Man skal formentlig være født og opvokset i DDR for at forstå det mylder af forkortelser, termer og begreber der uforklaret og uformidlet er strøet ud over siderne med rund hånd. En ordforklaring ville have været en hjælp, men det blev der desværre ikke råd til.

Som sagt, alle gode intentioner til trods er slutresultatet ikke umagen værd.

Boganmeldelse af Tine Demandt