Spændetrøjen
af Aino Trossel
Oversat af Palle Koch
(Hovedland)



Den dræbtes moster har meldt sig frivilligt til at tage med som ekstra voksen på udflugten (lærermangel, forstås). En lokal hjemmehjælper og selvbestaltet opdager, Siv Dahlin, opholder sig tilfældigt i en nærliggende jagthytte, travlt beskæftiget med en sort rengøringstjans. Hun støder til gruppen og bidrager med moralsk støtte til de unge mennesker og den rystede moster.

I jagtselskabet er indtil flere markante personer fra lokalsamfundet samt en TV-prædikant, der mere eller mindre alle viser sig at være knyttet til den dræbte dreng, hans mor og/eller moster. Siv Dahlin bringes efterhånden til at tvivle på, om det nu også var et vådeskud og om det overhovedet er den rette mand der er udpeget som gerningsmand.

Hun får samtidig en uønsket rolle som støtte og fortrolig for mosteren, Marlene, og bliver filtret mere og mere ind i sagen. Og selvfølgelig falder alle brikker på plads til sidst – men i et noget andet mønster end i hvert fald jeg lige havde forestillet mig.

Undervejs i bogen følger vi Siv Dahlin på hendes arbejde som hjemmehjælper, hendes klienter og kolleger. Det virker som en realistisk og engageret skildring af et svensk småbysamfund på godt og ondt. Siv Dahlin er en reflekterende og person med stor interesse i og velovervejede meninger om det samfund, hun lever og arbejder i.

Som samfundsskildring og samfundskritik fungerer bogen vældig godt. Titlen ”spændetrøjen” har en klar samfundsmæssig adresse – men ikke udelukkende rettet mod ”det store samfund”. Spændetrøjen er vel alt hvad der hindrer mennesket i at udfolde sig frit – politisk korrekthed, seksuel orientering, fysiske og psykiske handicaps m.m. Læs selv og kom på flere.

Som kriminalroman? Ja, jeg sidder jo lidt med en følelse af at forfatteren skriver en kriminalroman for at have en form at udtrykke sig i. Og krimien kan vel være en lige så god ramme som alt muligt andet. Den er da i hvert fald moderne. Mine forventninger til en krimi er bare et eller andet let fordøjeligt der ikke kræver de store refleksioner (udover hvem der gjorde det) – og det gør denne.

En ting der slet ikke fungerer, er nogle indre monologer, der er indføjet rundt omkring i bogen – det fremgår ikke hvis (før til allersidst) – men de har karakter af totalt stilbrud og opleves som edderirriterende afbrydelser. En indrømmelse – jeg endte med at springe dem over.

Jeg synes trods alt at denne bog fortjener 4 stjerner – det er faktisk en helt fin og OK bog, som giver noget til indersiden af hovedet.

Boganmeldelse af Tine Demandt